Tidligere patient idømt forvaring for lægedrab

Tidligere patient er idømt forvaring for drab på læge Charlotte Asperud, der fem år inden tvangsindlagde ham.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En 56-årig mand er onsdag blevet idømt forvaring for drab på læge Charlotte Asperud.

Drabet var hævn for en tvangsindlæggelse fem år tidligere.

Østre Landsret stadfæster dermed byrettens dom til Timo Juutilainen Nellemose.

»Det må stå enhver klart, at Timo er en meget farlig mand,« sagde anklager Nanna la Cour under sin procedure, hvor hun nedlagde påstand om forvaring.

Drabsmanden ankom natten til 30. april 2019 til det hus i Tisvildeleje, hvor den 58-årige Charlotte Asperud boede.

Han ville efter eget udsagn tale med hende om den behandling, han modtog på et sygehus i Hillerød fem år tidligere, hvor Charlotte Asperud tvangsindlagde ham på en psykiatrisk afdeling.

Det gjorde hun, da han efter et trafikuheld opførte sig aggressivt og voldeligt på skadestuen i Hillerød.

Nellemose var en erfaren indbrudstyv, og bevæbnet med et koben brød han ind hos Charlotte Asperud.

Indenfor sparkede han døren til soveværelset ind.

Charlotte Asperud forsøgte at ringe til sin datter, men fik fat i en telefonsvarer, der optog optakten til drabet.

Anklager Nanna la Cour lagde under proceduren blandt andet vægt på hans mentale tilstand. Hun sagde, at han aldrig slipper sin vrede, og at han tilsyneladende ikke var blevet påvirket af drabet.

»Efter drabet tager han hjem og fortsætter med at sexchatte med kvinder, som om intet var hændt,« siger hun.

Forvaringsdommen betyder, at Nellemose skal være frihedsberøvet i et fængsel på ubestemt tid. Først når han vurderes ikke længere at udgøre en fare for samfundet, kan han løslades.

Obduktion af liget viste omfattende tegn på vold. Hun havde blandt andet 19 voldsomme kvæstelser i hovedet. De stammer formodentligt fra slag med et koben.

Nellemose har tidligere haft et tilsyneladende velfungerende liv. Han er uddannet flymekaniker, pilot og maskiningeniør.

Men på et tidspunkt begyndte en personlig deroute i hans liv. Hvor han havde et misbrug af alkohol og kokain. Og han ernærede sig ved indbrud.

Ifølge en mentalundersøgelse, der er blevet lavet til sagen, lider Nellemose af en personlighedsforstyrrelse. Han har blandt andet narcissistiske tendenser og kronisk vrede over, hvad han opfatter som uretfærdigheder.

I forbindelse med drabssagen er Timo Nellemose desuden dømt for at have anbragt en gps-tracker på ekskonens bil.

Timo Nellemose hævdede i byretten, at han ikke havde til hensigt at dræbe hende. Han erkendte vold med døden til følge. Han ankede for at få en mildere straf, men skyldsspørgsmålet var ikke anket.

Via sin advokat, Karoline Døssing Normann, søgte han en straf udmålt i år. Men det afviste landsretten.

/ritzau/