Stort københavnsk spillested: »Tæt på en katastrofe«

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier.

Spillestedet Vega på Vesterbro i København må på grund af de nye coronarestriktioner aflyse de 18-20 koncerter, man havde planlagt til afholdelse inden januar. Betina Garcia/Ritzau Scanpix

God morgen. Så er det blevet 9. december, den sidste dag inden de nye nedlukninger og restriktioner træder i kraft fredag.

Vi forsøger at holde modet oppe ved en overflyvning over nogle af dagens vigtige historier.

Du kan også lytte til Morgenposten – Berlingskes nyhedsoverblik:

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify

Forskellige restriktioner i nordiske lande

Selvom Danmark, Norge og Sverige alle har socialdemokratiske regeringer, så er de tre landes coronarestriktioner forskellige. I Danmark sender vi skolebørn hjem fra og med 15. december. I Sverige får børn fortsat lov at gå i skole. I Danmark må koncerter og lignende højst huse 50 stående gæster. I Norge er grænsen 20. I Sverige er mundbind i offentlig transport en opfordring ikke et krav.

Læs om de nordiske coronaforskelligheder i Politiken.

Hackere offentliggør stjålne data

Vindmøllefabrikanten Vestas blev for to uger siden udsat for et hackerangreb. Mandag forlød det, at hackerne truede med at offentliggøre de stjålne data på nettet.

Jyllands-Posten kan nu fortælle, at de ukendte gerningsmænd har lagt 5.000 dokumenter, filer og billeder ud eksternt. Det drejer sig om dokumentation på handler og aftaler med kunder. Det samme har de gjort med 2.300 filer, der har fungeret som dokumentation om Vestas' forhandlere og leverandører.

Læs historien i Børsen.

De ukendte gerningsmænd, der for to uger siden hackede sig ind i Vestas, har nu lagt over 7.000 dokumenter fra kunder, presse og investorer ud på nettet. Henning Bagger

Her er restriktionerne

Hvis du endnu ikke ved, at dit og dine børns liv bliver anderledes fra i morgen til et stykke ind i januar, får du her et overblik over de nye coronarestriktioner, der blev præsenteret på et pressemøde i går:

Fra på fredag den 10. december:

Nattelivet og diskoteker må ikke holde åbent mellem midnat og klokken fem om morgenen. Salg af alkohol i samme tidsrum ophører også.

Koncerter og lignende med mere end 50 stående publikummer lukkes.

Der indføres krav om mundbind, når man står op på indendørs serveringssteder.

Fra onsdag den 15. december:

Børn i grundskolen fra 0.-10.-klasse hjemsendes til tirsdag den 4. januar.

Fra søndag den 19. december:

Efterskoleelever hjemsendes til fredag den 7. januar.

Derudover anbefales det, at julefrokoster og større sociale arrangementer op mod jul ikke afholdes. Det gælder både private og offentlige arbejdspladser.

Det anbefales også, at så mange som muligt arbejder hjemmefra.

Læs Berlingskes uddybende artikel om vores nye coronahverdag.

Du skal heller ikke snydes for dagens coronatal:

Mette Frederiksen afhøres

Berlingske tager i dagens avis et tæt kig på dagens afhøring af statsminister Mette Frederiksen (S) i Minkkommissionen. Ingen rygende pistoler peger endnu mod landets statsminister, men derfor kan statsministeren godt have et ansvar, vurderer eksperter, som Berlingske har talt med.

Ifølge Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet, falder dramatikken i sagen dog rent juridisk, hvis statsministeren reelt ikke vidste, at det var ulovligt at aflive samtlige mink på danske minkfarme.

»Men det betyder ikke, at man sort-hvidt kan sige, at hun slet ikke har noget problem. Det kan eksempelvis blive afgørende, hvor hurtigt man reagerede, da man blev opmærksom på den manglende lovhjemmel,« siger Michael Gøtze.

Læs artiklen her.

Statsminister Mette Frederiksen skal afhøres i Minkkommissionen i dag. Niels Ahlmann Olesen

Tæt på katastrofe på Vesterbro

De nye restriktioner rammer hårdt blandt andet koncertsteder og julefrokostarrangører.

Steen Jørgensen, der er direktør på koncertstedet Vega på Vesterbro i København, må aflyse de 18-20 koncerter, der er planlagt inden 1. januar.

»Udover at vi kommer tidligt på juleferie, så er det selvfølgelig tæt på en katastrofe,« siger han til TV 2 Lorry.

Selvom man kun opfordrer til at aflyse den årlige julefrokost, jubler Morten Grunk Jensen, der er direktør i Danmarks største leverandør af firmajulefrokoster, ikke ligefrem over regeringens udmelding.

»Jeg ved også godt, at i morgen så kommer der rigtig mange annulleringer, fordi man har opfordret til ikke at holde julefrokost,« siger Morten Grunk Jensen fra Grunk Event & Firmajulefrokost.

Han har allerede fået aflysninger på 4.000 kuverter over de seneste tre uger.

Det sker i dag:

WHO holder pressemøde om krydsvaccination. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) holder en briefing om, hvor godt vaccinerne dækker mod coronavirus, når man får stik med de forskellige vacciner – også kendt som krydsvaccination. Det sker kl. 10.15 i Genève.

Ricky Gervais optræder i København. Den britiske komiker Ricky Gervais gæster i dag kl. 19.30 i Royal Arena med sit nyeste show SuperNature. Showet er blev udskudt af to omgange på grund af coronavirus.

Olaf Scholz taler i Forbundsdagen. Den nyudnævnte forbundskansler og leder af en treparti-koalitionsregering, socialdemokraten Olaf Scholz, taler i Forbundsdagen i Berlin.

Spot på korruption. I dag er det FNs Anti-Korruptionsdag.