Stikkerkultur: Danskere med kurdisk baggrund angives til de tyrkiske myndigheder

Tre profilerede danskere med kurdisk baggrund har oplevet angiveri eller opfordringer til det fra danske tyrkere. Det fremgår af screenshots, som Berlingske er i besiddelse af. »Bekymrende« og »skræmmende«, lyder det fra politiker og forfatter, der selv er blevet angivet. Det kan forklare, at oplysninger om angivelig PKK-støtte er havnet i en tyrkisk rapport, siger iagttager.

Aslan
Lars Aslan Rasmussen (S) er en af de fremtrædende danske politikere med kurdisk baggrund, der har oplevet at blive angivet til de tyrkiske myndigheder for PKK-støtte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Konflikten mellem tyrkere og kurdere foregår ikke bare i Tyrkiet. Den finder også sted i Danmark, hvor fremtrædende danskere med kurdisk baggrund angives til de tyrkiske myndigheder på baggrund af mistanke om støtte til PKK-bevægelsen.

Berlingske kan nu på baggrund af screenshots fra åbne og lukkede korrespondancer på Facebook dokumentere, hvordan journalist og forfatter Deniz Serinci og politikerne Lars Aslan Rasmussen (S) og Serdal Benli (SF) har oplevet, at danskere med tyrkisk baggrund har angivet dem - eller opfordret til det - til de tyrkiske myndigheder.

»Det er skræmmende, at folk i Danmark kan finde på at gøre sådan noget,« siger Deniz Serinci.

2. februar 2018 lagde Deniz Serincis netavis, Jiyan.dk, et opslag op på Facebook om et slag mellem Tyrkiet og kurdiske YPG i Syrien. Opslaget fortæller begge parters syn på sagen. Alligevel valgte en dansker med tyrkisk baggrund at opfordre til, at Deniz Serinci og hans medie blev angivet til de tyrkiske myndigheder.

»De profiler og sider, der over de sociale medier laver delinger, som har til formål at støtte terroraktiviteter, kan I sammen med screenshots anmelde til de nedenfor angivne e-mail-adresser, der tilhører sikkerhedsstyrkerne. Oplysninger om anmelderen vil være anonym,« skriver personen og nævner e-mail-adresser på fire tyrkiske myndigheder.

»Del blandt jeres omgangskreds,« skriver personen til sidst.

Serdal Benli, SF's næstformand

»Det tyder på, at der har manifesteret sig en accept af, at det selvfølgelig er i orden at stikke eller anmelde folk i Danmark«


»Lad os alle anmelde disse æreløse PKKere«

Deniz Serinci fortæller, at han onsdag kontaktede Politiets Efterretningstjeneste med oplysninger om opslaget.

For cirka tre måneder siden skete noget lignede for SFs næstformand Serdal Benli og for Socialdemokratiets folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen, der begge er optaget af den kurdiske sag. Efter et arrangement i en kurdisk forening i maj i år blev der lagt et billede op af de to politikere i Facebook-gruppen for danske tyrkere »Danimarka’da Yasayan Türkler«, der tæller næsten 10.000 medlemmer.

Her kommenterer en dansker med tyrkisk baggrund også med opfordring til angiveri.

»Hvem ham Serdal end er, tør han mon rejse til Tyrkiet. Jeg tagger alle relevante alle myndigheder (...) Lad os alle anmelde disse æreløse PKKere til relevante myndigheder.«

Berlingske har skrevet til manden for at få en kommentar, men har ikke fået svar.

Socialdemokratiets Lars Aslan Rasmussen har også modtaget en personlig besked på Facebook, hvor en dansker med tyrkisk baggrund siger, at han vil anmelde ham til de tyrkiske myndigheder.

»Jeg informerer den tyrkiske ambassade om din overdrevede og grusomme kritik rettet imod Tyrkiet samt nedladende billeder af præsidenten, som ikke er acceptabel for nogen,« skrev personen med billede til Lars Aslan 19. april sidste år.

Berlingske har også forsøgt at få en kommentar fra denne mand, men det er ikke lykkedes.

»Det er så bekymrende, at du har folk, som er født og opvokset i Danmark, som føler, at de skal angive demokratisk valgte politikere til de tyrkiske myndigheder,« siger Lars Aslan Rasmussen.

Dansk angiveri kan være havnet i tyrkisk rapport

I foråret 2018 skrev en anden dansker med tyrkisk baggrund et lignende opslag henvendt alene til Serdal Benli. Også det tog udgangspunkt i en diskussion om kurderes rettigheder:

»Det første, jeg vil gøre i morgen, er, at tage på ambassaden og anmelde denne PKK-støtte.«

Til det siger Serdal Benli:

»Det tyder på, at der har manifesteret sig en accept af, at det selvfølgelig er i orden at stikke eller anmelde folk i Danmark, der er kritiske over for Tyrkiet. Det gør man bare.«

Eksemplerne på angiveri i Danmark er aktuelle, da PET de seneste uger har kontaktet over 100 danskere, der står omtalt i en stor tyrkisk rapport om PKK-miljøet i Europa. Det gælder blandt andre Deniz Serinci, Lars Aslan Rasmussen og Serdal Benli.

Af den tyrkiske rapport fremgår det, at forfatterne bag rapporten har opholdt sig en uge i Danmark og interviewet 30 personer. Det fremgår også, at informationerne skulle være indsamlet hos blandt andet lokale myndigheder. Men Tyrkiet-kender og ph.d.-studerende Mustafa Kemal Topal, der forsker ved Roskilde Universitet, er ikke i tvivl om, at oplysningerne stammer fra angiveri i Danmark.

»Det er helt klart. I rapporten skriver de, at de har haft møder med efterretningstjenester og lokale myndigheder i Danmark, men jeg tror, at det er mindre sandsynligt. Der har også tidligere været eksempler på tyrkere, der stikker kurdere i Danmark, så jeg er sikker på, at oplysningerne kan stamme fra informationer, der er sendt til de tyrkiske myndigheder i Danmark,« siger Mustafa Kemal Topal, som selv har læst hele rapporten.