God-torsdag-morgen og velkommen til det daglige overblik.
Vi begynder med en måske lidt hård historie om, hvordan realiteten i sundhedsvæsenet kan frygtes at se ud, når bølgen af coronasmittede om ikke så lang tid forventes at være på sit højeste.
Derefter bevæger vi os over mod at se endnu mere fremad. Mod den tid hvor nyhederne ikke handler om, hvad vi ikke kan og må, men om et Danmark der åbner sig. Det står dog også klart, at den tid heller ikke bliver nem for landets statsminister. Du kan læse hvorfor her.
Men når vi kommer ud på den anden side, vil vi gerne have noget at give os til. Derfor er det en god nyhed, at Københavns Kommune har sørget for en ordentlig pose penge til at redde kulturlivet.
Og så slutter vi af med en fortælling om, hvordan det er på ny at kunne trække vejret selv efter flere uger i en respirator. Italiens »patient ét« er nemlig vågnet op, og det er en påmindelse om, at der for mange er lys for enden af tunnelen – og at krisen langt fra er ovre endnu.
Men først en nyhed fra natten.
Senatet i USA godkender gigantisk coronahjælpepakke
En enorm økonomisk hjælpepakke til virksomheder og indbyggere i USA er tidligt torsdag morgen dansk tid blevet godkendt i Senatet med et overvældende flertal.
Hjælpepakken, der ventes at få en samlet størrelse på op mod 2.000 milliarder dollar, skal afbøde de økonomiske konsekvenser af udbruddet af coronavirus i USA. Beløbet svarer til cirka 14.000 milliarder kroner.
De amerikanske politikere i Senatet har onsdag og natten til torsdag dansk tid forhandlet om de sidste detaljer i hjælpepakken.
Efter afstemningen i Senatet sendes hjælpepakken videre til Repræsentanternes Hus, der skal stemme om den fredag.
»Jeg opfordrer Repræsentanternes Hus til at godkende denne afgørende lovgivning og sende den videre til mig uden forsinkelse. Jeg vil underskrive den med det samme,« sagde præsident Donald Trump onsdag aften amerikansk tid.
Opdaterede tal
Her en opdatering på de seneste tal om udbredelsen af coronavirussen i Danmark og i verden.
Antal bekræftede smittede i Danmark: 1.724
Antal helbredte i Danmark: 1
Antal døde i Danmark: 34
Antal bekræftede smittede på verdensplan: 471.783
Antal helbredte på verdensplan: 114.858
Antal døde på verdensplan: 21.306
Kilde: Johns Hopkins University
Intensivpatienter kan risikere at blive sendt rundt mellem hospitaler
Som antallet af mennesker, der bliver så syge af covid-19, stiger, øges også presset på hospitalerne. Særligt i hovedstadsområdet frygter man, at det med tiden kan blive nødvendigt at flytte kritisk syge patienter rundt mellem forskellige hospitaler i regionen.
Derfor er Region Hovedstaden i fuld gang med at skabe sig et overblik over kapaciteten af både intensivpladser og muligheden for at overflytte patienter.
»Generelt er det uheldigt at flytte intensivpatienter. Det er ressourcekrævende og usundt for meget dårlige patienter, der skal skifte mellem forskellige typer af respiratorer, ligesom overvågningen af dem ikke kan være på samme høje niveau i en ambulance som på et hospital,« siger formanden for landets intensivlæger i Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin, Joachim Hoffmann-Petersen.
Det var svært at lukke Danmark ned. Det bliver endnu sværere at åbne igen
Det har ikke været nogen nem opgave for statsminister Mette Frederiksen (S) at lukke for nærmest alle afkroge af danskernes hverdag. Men i det mindste var der en overvejende enighed i landet om, at det nu engang skulle gøres, da det blev gjort.
Sådan bliver det ikke, når landet skal åbnes igen. Her vil nogle sige, at vi skal vente, for at forhindre at flere bliver syge, mens andre vil skynde på statsministeren af hensyn til erhvervslivet og de mennesker, der driver det.
»Der kommer et tidspunkt, hvor man står med det svære valg mellem det økonomiske og det sundhedsmæssige. Hvor man skal lave benhårde afvejninger med menneskeskæbner på begge sider, og hvor der ikke er noget klart facit. Det er et dilemma, som er givet, og som det er umuligt at komme uden om,« siger en af landets førende økonomer, den tidligere overvismand Torben M. Andersen.
Det er en historie om den fremtid, vi kigger ind i, og du kan læse den her.
Politikere kaster redningskrans ud til druknende københavnsk kulturliv
Hovedstadens Kultur- og Fritidsudvalg har onsdag vedtaget en hjælpepakke, der skal sørge for, at spillesteder, idrætsforeninger og lignende foretagender ikke bukker under i den tid, hvor deres indtjeningsgrundlag de facto er forsvundet som dug for solen. Ikke mindre end 60 millioner kroner skal sikre, at Københavns kulturliv stadig eksisterer, når borgerne atter må gøre brug af det.
Det skriver Politiken.
»Med denne pakke kan vi forhåbentlig understøtte miljøet, så vi undgår, at nogle skal dreje nøglen om, så vi mister kulturliv, mens sundhedskrisen foregår. Vi skal alle være opmærksomme på det og passe på det, nu hvor det er truet,« siger Alternativets kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde, til Politiken.
Italiens »patient ét« trækker nu selv vejret igen
En af de særdeles skræmmende historier fra coronaepidemien var den om italienske Mattia. Han er 38 år gammel og maratonløber, og i flere uger havde coronavirussen placeret ham i en situation, hvor han skulle bruge en respirator til at trække vejret.
Hans historie mindede os alle om, at ingen i virkeligheden kan vide sig sikker. Men nu minder han os også om, at der for mange er lys og liv for enden af tunnelen. Han er nemlig vågnet op igen, fire test har erklæret ham coronafri, og om nogle uger skal hans kone føde parrets andet barn.
»Jeg har været heldig. Jeg var en af de første, der blev ramt og fik den nødvendige behandling, som har trukket mig tilbage til livet. Jeg tænker på de tusinder af mennesker, som nu søger efter en hospitalsseng, og de mange, som må ligge uden af få hjælp til at trække vejret og dem, som er bange for at dø,« siger Mattia til avisen La Repubblica.
Der sker i dag
WHO Europa holder pressebriefing
WHO Europa holder klokken 11 sin første ugentlige pressebriefing i forbindelse med coronaepidemien. Her vil dr. Hans Kluge, WHOs regionale direktør for Europa, sammen med WHOs kriseeksperter svare på spørgsmål om mental sundhed og velvære i forbindelse med coronaepidemien.
Pressemøde om coronavirus
Klokken 14 vil flere myndigheder give en status på situationen med hensyn til coronavirus.