SAS indstiller sin ene ugentlige afgang til Ukraine. Det siger flyselskabet til erhvervsmediet Finans.
Afgangen til Ukraine er fra Oslo.
Tidligere har en stribe flyselskaber meddelt, at de har indstillet flyvninger til Ukraine. Det skyldes den uro, en mulig russisk invasion har udløst.
»Vi holder os til myndighedernes anbefalinger. Og vi følger selvfølgelig situationen nu, som vi har gjort hele tiden.«
»Det er det, der gør, at vi nu stopper flyvninger til Kijev,« oplyser SAS' danske pressechef, Alexandra Lindgreen, til Finans.
Situationen i Ukraine er højspændt og har været det i en længere periode.
Rusland har opmarcheret store styrker ved landets grænser. Blandt andre USAs præsident, Joe Biden, har åbent sagt, at han forventer en snarlig invasion.
En lang række lande har allerede flyttet deres ambassader fra Ukraines hovedstad, Kijev, til Lviv i den vestlige del af landet.
Samtidig er der meldinger om skudvekslinger i de russiskvenlige østlige dele af Ukraine.
Ifølge Finans har både KLM, Austrian Airlines, Lufthansa og Swiss meldt ud, at de indstiller flyvninger til landet.
SAS har indtil videre valgt at indstille sin ugentlige flyvning frem til 27. februar.
/ritzau/