Rusland siger, de trækker sig tilbage – men Vesten ser noget helt andet

»Vi har ikke set nogen deeskalering på jorden,« siger NATOs generalsekretær trods gentagne russiske meldinger om, at tropper forlader Ukraines grænser.

For anden dag i træk insisterede Rusland onsdag på, at de er i gang med en »tilbagetrækning« af tropperne ved Ukraines grænse.

Det russiske forsvarsministerium delte videoklip af tanks og artilleri, som blev pakket sammen og forlod Krim-halvøen – angiveligt for at blive kørt tilbage til deres baser.