Samfundssindet kan slå revner, fordi prisen for at redde nogle få menneskeliv bliver enorm

Indtil videre er der ingen politiske sprækker i opbakningen til Mette Frederiksens omfattende nedlukning af Danmark. Men holder den, hvis antallet af dødsofre fortsat er meget lavt, mens regningen vokser dag for dag?

Som dagene går, testes vores solidaritet – eller samfundssind, som statsministeren kalder det – til det yderste.

Gør vi det rigtige i forhold til de enorme omkostninger, som nedlukningen af samfundet har? Kan prisen blive for høj? Ender det med, som USAs præsident, Donald Trump, har sagt i en af sine utallige udtalelser om coronavirus, at kuren – nedlukningen – kan blive langt dyrere menneskeligt og økonomisk end selve den sygdom, som den skal bekæmpe?