Sådan skal du gøre, når biografer, museer og teatre genåbner

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en stribe retningslinjer for teatre, biografer, koncerter, museer, kulturelle udendørsarrangementer, biblioteker og andet. Når de genåbner i de kommende dage, bliver det en anderledes oplevelse.

 
Flere kulturinstitutioner slår dørerne op. Video: Mathias Svold/Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix. Redigering: Mathilde Jørgensen Fold sammen
Læs mere

Sådan så Det Kongelige Teater ud før nedlukningen. Når det åbner igen, bliver det med masser af nye retningslinjer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Knudsen/Ritzau Scanpix.

Når det danske kulturliv genåbner i de kommende dage, bliver det med en række retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, som gæsterne skal overholde for at begrænse smitterisikoen.

For siddende publikum – i biografer, teatre, koncertsale mv.

Der kan maksimalt tillades et publikum på op til 500 personer i de enkelte sale eller det enkelte udendørsarrangement.

Ved forestillinger, hvor publikum sidder med ansigtet i samme retning, skal hvert andet sæde være tomt, eller der skal sikres en meters afstand mellem publikum målt fra midten af sædet.

Der må maksimalt tillades adgang for en person pr. to kvadratmeter gulvareal i salene.

Grupper, der i forvejen har tæt kontakt, kan sidde ved sammenhængende sæder, også selv om der er mindre end én meter mellem dem.

Grupper bør kun bestå af personer, der i forvejen har tæt kontakt til hinanden og normalt ses på tilsvarende vis – det kan for eksempel være medlemmer af samme husstand og tilsvarende nære kontakter, for eksempel kærester mv.

Der må i publikumsarealerne uden for salene maksimalt tillades adgang for en person pr. fire kvadratmeter gulvareal, inklusive personale.

Foyer og tilstødende publikumsarealer indrettes, så der kan holdes afstand på minimum en meter mellem hver person.

Især er det vigtigt at undgå omfattende køer ved indgange og til specifikke lokaler, og der kan med fordel ske køstyring, for eksempel via nummersystem eller tydelig skiltning.

Der opretholdes minimum to meter fra nærmeste publikum til de optrædende på scenen eller i orkestergraven.

Der skal så vidt muligt være vand og flydende sæbe eller håndsprit tilgængeligt for publikum og ansatte. Der bør ikke være fælles håndklæder, men engangshåndklæder.

For de medvirkende

Ved aktiviteter med kraftig udånding, hvor dråber dannes og slynges længere væk fra personen end ved normal tale, for eksempel ved sang, råb, skuespil, fysisk anstrengelse mv., skal der holdes to meters afstand.

Aktiviteter med fysisk kontakt kan gennemføres, hvis der er stor opmærksomhed på øvrige anbefalinger.

De medvirkende kan forud for en produktion og med passende mellemrum blive testet for smitte.

De medvirkende skal i videst muligt omfang skærmes for øvrige medarbejdere på produktionen.

For stående publikum – museer, kunsthaller, zoo, biblioteker og lignende

Institutionerne bør undlade at gennemføre aktiviteter, der fremmer sammenstimling af mange mennesker, f.eks. foredrag, forestillinger, rundvisninger og arrangementer.

Institutionerne bør overalt, hvor det er relevant, benytte adfærdsregulerende indretninger og praktiske foranstaltninger såsom ruminddelinger og afstandstape eller andre afstandsmarkeringer.

Institutionerne bør begrænse antallet af gæster i forhold til institutionens størrelse og risikoen for sammenstimling.

Især er det vigtigt at undgå omfattende køer ved indgange og til specifikke lokaler.

Der bør udvises forsigtighed med genstande, for eksempel »touch screens«, læringsmidler, udstillede genstande med videre, der berøres af mange. Publikum bør have mulighed for at anvende håndsprit både før og efter brugen. Alternativt bør sådanne genstande undgås.

Særligt for biblioteker

Læsesale og siddearealer bør overholde sundhedsmyndighedernes krav til afstand.

Det bør undgås, at bibliotekernes PCer, printere og andet udstyr, hvor der vanskeligt kan rengøres mellem brugere, benyttes

Bibliotekerne bør ikke have ubemandet åbningstid.

Det er vurderingen, at der ikke er behov for særlige forholdsregler vedrørende biblioteksmaterialer, som brugere afleverer, eller som lånere kortvarigt studerer med henblik på at overveje hjemlån og derefter stiller tilbage.

Kilde: Sundhedsstyrelsen