Røde Kors-medarbejdere om Sjælsmark-børn: »De er usikre, nervøse og tilbageholdende«

På Udrejsecenter Sjælsmark bor omkring 120 børn, og deres trivsel eller mangel på samme er i de seneste uger blevet ivrigt debatteret. En omsorgsmedarbejder, en sundhedsplejerske og en psykolog fra Røde Kors, der arbejder med børnene, fortæller nu, hvad de oplever.

Røde Kors-medarbejdere på Sjælsmark: Omsorgsmedarbejder Helle Hartmann Bargholz (tv.) og sundhedsplejerske Susanne Oddershede. Maria Albrechtsen Mortensen

Et klasselokale på Udrejsecenter Sjælsmark ligner næsten et normalt klasselokale. Bordene står i et U, og der hænger et verdenskort på væggen sammen med børnetegninger af en giraf og et træ.

Her på centret har omsorgsmedarbejder Helle Hartmann Bargholz og sundhedsplejerske Susanne Oddershede deres daglige gang, mens Tinna Wisborg Bach, som er specialpsykolog i børne- og ungdomspsykiatri, møder Sjælsmark-børnene på Røde Kors' kontor i København.