Regeringen vil skrue op for antallet af forsøg med reagensglasbehandling på de offentlige fertilitetsklinikker for kvinder og par, der har svært ved at få børn.

Det skriver Jyllands-Posten i søndagens avis.

Tiltaget kommer, efter at antallet af fødsler i Danmark har været faldene – ligesom at kvinder er blevet ældre på tidspunktet for fødslen af deres første barn.

»Vi vil sætte antallet af forsøg op, fordi vi ved, at chancen for, at det lykkes at få et barn, stiger markant. I dag er nedsat frugtbarhed en af de mest udbredte sygdomme, og op mod hver fjerde, der ønsker at blive forældre, oplever problemer med at få børn,« siger sundhedsminister Sophie Løhde (V) til Jyllands-Posten.

I dag er det ifølge Jyllands-Posten hvert 8. barn, som undfanges på en klinik, sammenlignet med hvert 10. for fire år siden.

45 millioner kroner øremærkes på finansloven til tiltaget, der formentlig ifølge regeringen vil gå ud på at fordoble antallet af gratis forsøg fra tre til seks.

For nylig kunne Jyllands-Posten også fortælle, at et flertal i Folketinget ønsker en lovændring, som skal gøre det muligt for kvinder at have deres æg nedfrosset i længere tid.

I dag kan kvinder, som får udtaget ubefrugtede æg, kun få lov til at have dem opbevaret i fryseren i fem år. Det skal nu kunne lade sig gøre, indtil kvinden fylder 46 år.

Hvis forslaget som ventet bliver vedtaget, vil lovændringen træde i kraft 1. januar 2024 og kommer til at omfatte kvinder, som vil have udtaget æg alene for at sikre sig muligheden for at få et barn senere. Det vil foregå i privat regi og skal betales af den enkelte kvinde eller par.

I det offentlige udtages og fryses alene æg fra kvinder, hvor der er en lægefaglig begrundelse for at sikre sig muligheden for at blive gravid på et senere tidspunkt.

/ritzau/

Få overblikket hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Dagens overblik« og få de vigtigste historier direkte i din indbakke.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske opdaterer mig på de vigtigste nyheder fra ind- og udland om politik samfund og kultur mandag-fredag kl.08.00. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.