Regeringen vil bruge Lindholm som udrejsecenter, men der går år, inden viruslaboratoriet er væk

Øen Lindholm skal fungerer som udrejsecenter for kriminelle flygtninge og asylansøgere. Der er bare et problem. Oprensningen fra øens viruslaboratorier vil tage hele 2019. »Så kan man spørge, hvor langt vi skal ind i 2020,« siger Institutleder Kristian Møller.

blh
(ARKIV) Øen Lindholm i Stege Bugt, fotograferet fra luften den 6. april 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering/Ritzau Scanpix 2018

Regeringen og Dansk Folkeparti har en plan for Lindholm. Den syv hektar store ø i Stege Bugt skal ifølge den netop indgåede Finanslov 2019 huse kriminelle flygtninge og asylansøgere på tålt ophold. Der er bare et problem.

DTUs Veterinærinstitut, der arbejder med virusser som rabies og svinepest, beboer øen - og deres plan var en anden. Ifølge instituttet kan øen ikke være renset før 2020.

»Vi kører vores beredskab på Lindholm, så hvis der kommer et udbrud af svinepest eller mund- og klovsyge, så skal de laboratorier jo fungere. Det beredskab kan først afvikles 1. juli 2019,« siger institutleder Kristian Møller  og derefter kommer forløbet med at rense øen op for »virus og hvad der ellers måtte være,« siger institutdirektør Kristian Møller til Berlingske, som første gang hører om Lindholms fremtidsudsigter, da avisen ringer.

Han uddyber, at det reelt set først er til sommer at rensningsarbejdet kan begynde. En process der indebærer formalinrensning og op til et halvt års afdunstning for at fjerne potentielle smittefarer.

Finansminister Kristian Jensen

»DTU rydder øen i 2019, og så rykker vi ind og skaber et udrejsecenter.«


Kan ikke bare køres væk på en lastbil

Fredag eftermiddag blev Finansloven for 2019 vedtaget. Blandt punkterne var omlægningen af Lindholm, som efter Regeringens og Dansk Folkepartis plan skal huse asylansøgere og flygtninge på tålt ophold.

»Det er en ø, der er i dag ejes af staten. Den bruges som forsøgscenter. DTU rydder øen i 2019, og så rykker vi ind og skaber et udrejsecenter, sådan at dem, der har skabt mest problemer, dem som virkelig ikke forstår at overholde lovgivningen i Danmark - de bliver samlet der,« sagde finansminister Kristian Jensen (V) kort efter til Berlingske kort efter offentliggørelsen, og uddybede, at aftalen er en »markant stramning af udlændingepolitikken i Danmark.«

Ved DTU forklarer Kristian Møller dog, at der allerede var en afviklingsplan for Lindholm. Det var allerede besluttet, at beredskabet skal overgå til Københavns Universitet og Seruminstittut. De skulle Ifølge institutlederen have forespurgt, hvorvidt ministeriet skulle bruge Lindholm til veterinærformål efter 2020.

Siden var planlægningsarbejdet sat igang, som ifølge DTUs egne og eksterne eksperter kunne indebærer nedrivning af eksempelvis loftsplader, uddyber Kristian Møller.

Kristian Møller, Institutleder ved DTUs Veterinærinstitut

»Oprensningen tager helt sikkert hele 2019. Så kan man spørge, hvor langt vi skal ind i 2020 før, at vi er klar til at overlevere det til Bygningsstyrelsen. «


»Materiale fra sådan en afvikling kan man ikke bare køre væk med en lastbil. Hvis det er blevet dekontamineret, skal det stadig ligge i op til et halvt år for at sikre, at der ikke er forekomster af virus før man kan flytte det for øen,« siger han.

»Hvor langt vi skal ind i 2020«

Ifølge Kristian Jensen skal øen fungere som et udrejsecenter med med daglig færgedrift. Samtidig understreger han dog, at der »som udgangspunkt« vil være opholdspligt på øen.

Hvor regeringen sigter efter at øen skal fungere som udrejsecenter i det kommende år, er Kristian Møller dog ikke i tvivl.

»Oprensningen tager helt sikkert hele 2019. Så kan man spørge, hvor langt vi skal ind i 2020 før, at vi er klar til at overlevere det til Bygningsstyrelsen. Det kan vi først gøre, når vi kan sige, at nu er den renset op,« siger han.

Hvad er yderste konsekvens, såfremt man ønsker at fremskynde jeres plan?

»Man kan ikke fremskynde den. Man kan måske forsøge at lave noget parallelt et andet sted på øen. Men med de krav, som jeg kender fra de eksisterende bygninger skal jo klares og så skal de ligge og afdunste i op til et halvt år. Det er der jo en grund til: Ellers kan der fortsat være smitstoffer,« siger Kristian Møller.

Lindholm har været brugt som forsøgsstation i forbindelse med virussygdomme for danske husdyr siden 1926.