Regeringen vil afskære fremmedkrigeres børn fra at blive danskere

Regeringen vil ifølge det nye lovprogram for 2019-2020 styrke indsatsen over for fremmedkrigere. Forsker advarer om, at det vil gøre mere skade end gavn.

S-regeringen lægger op til, at børn af fremmedkrigere ikke automatisk får dansk statsborgerskab. DELIL SOULEIMAN

Hvis et barn bliver født i Syrien eller et andet område af verden, hvor danske myndigheder har nedlagt et forbud mod at rejse og opholde sig, skal barnet ikke automatisk blive dansk statsborger.

Samtidig skal staten have mulighed for administrativt at frakende en person statsborgerskab, hvis vedkommende har »handlet til alvorlig skade for landets vitale interesser«.