Rapport: En åben skole gør os gladere end et åbent værtshus

14 eksperter har undersøgt, i hvor høj grad en genåbning af samfundet vil påvirke smitten, samfundsøkonomien, trivslen, folkesundheden og den enkeltes personlige frihed. Resten er op til politikerne.

Strøget i København tirsdag 12. januar. Eksperter har nu givet deres bud på, hvordan både danskerne og BNP vil have det med at lempe restriktionerne. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Hvis man i morgen lod lille Laura møde i skole, ville det have større betydning for samfundsøkonomien, end hvis man lod frisøren Jørgen klippe sin første kunde efter nedlukningen.

Hvis man tillod dig, der læser dette, igen at mødes med flere end de anbefalede fire andre, ville det betyde mere for din følelse af personlig frihed, end hvis du fik lov til at gå på arbejde som før.