Radikal ordfører skrev et tweet om cluster 5, han kom til at fortryde: »Jeg blev jo misinformeret«

Radikale Venstres sundhedsordfører, Stinus Lindgreen, bad før det historiske pressemøde om aflivning af alle mink om det faglige grundlag for beslutningen. Det kunne han ikke få, og derfor kan han ikke forstå, hvordan det nu står klart, at Statens Serum Institut allerede havde de efterspurgte data.

Stinus Lindgreen (R) bad før pressemødet 4. november om de data, der lå til grund for Statens Serum Instituts vurdering om, at en mutation kunne udgøre en vaccinetrussel. Det kunne han ikke få, og derfor undrer han sig over, at dataene faktisk lå klar. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den 4. november klokken 16.25 skrev Stinus Lindgreen et tweet, som han er kommet til at fortryde.

Klokken 16.00 havde statsminister Mette Frederiksen (S) på et historisk pressemøde meddelt, at alle mink i Danmark skulle aflives efter fundet af den særlige cluster 5-variant, der ifølge Statens Serum Institut (SSI) kunne true kommende vacciner.