»Putin klapper i hænderne«: Tidligere chef i FE advarer om, at regeringen er ved at undergrave tilliden til spiontjenesterne

Fire anholdelser af efterretningsfolk, en løftet spionfinger til pressen, og en skandale i Forsvarets Efterretningstjeneste – som endte med en frifindelse. Den seneste tid har vist, at forsvarsminister Trine Bramsen ikke kan betros ansvaret for den hemmelige militære efterretningstjeneste, mener FEs tidligere operative chef Steffen Wied.

Forsvarsminister Trine Bramsen har med sin ageren bragt Forsvarets Efterretningstjeneste ud på et sidespor i international sammenhæng, mener Steffen Wied, der er tidligere operativ chef for FE. Niels Ahlmann Olesen

Regeringen og ikke mindst forsvarsminister Trine Bramsen (S) har tilsyneladende som en elefant i en glasbutik ved flere lejligheder undergravet Forsvarets Efterretningstjenestes troværdighed og medarbejdernes tillid til ledelsen og det politiske system.

Senest ved at lade landets to øverste spionchefer – PETs Finn Borch Andersen og FEs Svend Larsen – levere en slet skjult trussel til den danske presse om at rette ind eller risikere fængsel.