Professor: For tidligt at fælde dom over mulig coronakur

Det er useriøst at vurdere Remdesivirs effekt på coronapatienter, før stort studie er i mål, siger professor.

 
Coronavirussen spreder sig i Danmark. Få overblikket her. Video: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix/Oscar Scott Carl/ Fold sammen
Læs mere

Det er alt for tidligt at sige, hvorvidt lægemidlet Remdesivir har en effekt for coronapatienter eller ej.

Det slår professor i infektionssygdomme Jens Lundgren fra Rigshospitalet fast.

Torsdag skrev Financial Times, at den første test af lægemidlet viste, at midlet ikke havde nogen nævneværdig effekt.

Det fremgik af et dokumentudkast, som Verdenssundhedsorganisationen, WHO, kortvarigt kom til at offentliggøre ved en fejl.

Studiet omfattede 237 patienter, hvoraf 158 fik Remdesivir, mens 79 fik placebo.

Ifølge Jens Lundgren ser det ud til at være et »halvfærdigt« studie med alt for få deltagere til at kunne afgøre noget om lægemidlet.

»Jeg har ikke set dokumentet, men det her er en meget, meget utraditionel måde at kommunikere forskningsresultater fra WHO's side,« siger han.

Han kritiserer WHO for med fejlen at skabe usikkerhed i en situation, som er alt for alvorlig til dårlig kommunikation.

»Jeg vil i det hele taget sige, at vi har brug for seriøs forskning, der skal laves ordentligt og kommunikeres ordentligt og transparent, så alle kan forholde sig til resultaterne,« siger professoren.

Jens Lundgren er tovholder på test af Remdesivir i Danmark som en del af et stort globalt studie af lægemidlet.

Her testes midlet på flere end 1000 patienter, hvoraf 42 er indlagt på danske hospitaler. De får dagligt sprøjtet 20-30 milliliter Remdesivir i en blodåre.

Ifølge Jens Lundgren kan det først afklares, hvorvidt Remdesivir har en effekt, når dette studie er færdigt.

»Det er det største studie på globalt plan om det her stof. Studiet har styrken til at afklare, om stoffet virker på patienter, der er indlagt med moderat til svær Covid-19,« siger han.

»Og det skal vi nok kommunikere ud på en ordentlig måde, når vi har resultatet.«

Remdesivir blev oprindeligt udviklet til at bekæmpe ebola i Afrika, men har i flere foreløbige studier vist sig at have en mulig effekt på coronavirus.

/ritzau/