Præster vil åbne kirken, og især ét spørgsmål trænger sig på: Hvad skal der ske med de 40.000 konfirmander?

Folkekirkens provster vil følge i hælene på de dele af det danske samfund, der så småt er ved at åbne dørene efter at have været lukket siden 13. marts. Selv lægger kirkerne op til at åbne for personlig »refleksion« og »andagt«, men det svæver i det uvisse, hvad der skal ske med sommerens store kirkelige begivenheder. Det rammer blandt andre 40.000 konfirmander.

Sognepræst Steffen Ringgaard Andresen i Københavns tomme domkirke. Morgenandagten i Vor Frue Kirke bliver afholdt for lukkede døre frem til 14. april 2020, men kan stadig lyttes til på DR P2 og DR2 i hele landet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Stadigt flere dele af det danske samfund åbner, og ønsket om at få lov til at komme tilbage til en normal hverdag trænger sig på overalt.

Mest markant har blandt andre IKEA under kritik meldt ud, at man ville åbne sine varehuse, og bedømt ud fra køerne mandag morgen er danskerne klar til at sætte gang i samfundet igen.

Flere andre dele af samfundet har meldt sig klar til at åbne, mens politikerne forhandler om en model for genåbningen af samfundet.

Og nu melder også Folkekirkens provster sig klar til at genåbne oven på flere ugers nedlukning af landets kirker.

Det sker i et åbent brev til statsminister Mette Frederiksen fra Danmarks Provsteforening.

»Tiden er inde til at tage to betydningsfulde skridt, som efter Provsteforeningens mening vil kunne tages på en betryggede måde, der respekterer de sundhedsfaglige retningslinjer om afstand, hygiejne m.m.,« lyder det i brevet.

Der lægges blandt andet op til at åbne for landets kirker som »rum for personlig bøn, andagt og refleksion«.

Dertil kommer et ønske om at tillade friluftsgudstjenester, lyder det i brevet.

Folkekirken har været omfattet af nedlukningen, som ramte hele det danske samfund 13. marts for at dæmme op for spredningen af coronavirus.

Ifølge provsterne er smittespredningen »bremset« og tallet for indlagte patienter tilskriver ifølge dem, at kirkerne nu også kan åbne delvist. Samtidig venter organisationen stadig på, hvad der skal ske, når kirken rammer den tidlige sommer, hvor tusindvis af bryllupper og konfirmationer er planlagt. De svæver som følge af sygdommen stadig i det uvisse.

»Også på folkekirkens område arbejdes der med at forberede en genåbning, som kan ske på en sundhedsfagligt forsvarlig måde. Målet er, at det igen er muligt at mødes til gudstjenester i landets kirker, og at folkekirken kan genoptage sine mange aktiviteter i sognegårdene. Lige nu venter familier på retningslinjer for, hvordan sommerens mange vielser og konfirmation af 40.000 unge kan foregå,« lyder det i brevet.

Danmarks Provsteforening er i gang med arbejdet med at forberede en kontrolleret genåbning, der omfatter »alle dele af folkekirkens liv«. Men indtil det kan ske, mener præsterne, at de første små skridt vil være mulige at gennemføre på en »betryggende og sundhedsfagligt forsvarlig måde«.

»Og at det vil styrke folkekirkens mulighed for at bidrage til, at vi som mennesker, fællesskab og samfund kommer godt igennem krisen,« lyder det i brevet.