Politisk opbakning til strammere kurs over for elløbehjul på tværs af Folketinget

Flere partier på tværs af Folketinget er åbne for yderligere regulering af elløbehjul, nu hvor forsøgsordningen med motoriserede løbehjul i trafikken har godt et år på bagen og skal evalueres.

Politiske partier, der til sammen kan tælle til langt mere end 90, ønsker at stramme reguleringsskruen overfor de – særligt i København – udskældte udlejningsløbehjul. Oscar Scott Carl

Flere politiske partier er åbne for at stramme reguleringen over for elløbehjul, nu hvor køretøjerne i en forsøgsordning har kørt godt et år på de danske veje, og ordningen snarligt skal evalueres.

I København blev det til 256 uheld på løbehjul i løbet af forsøgsordningen. Der tegner sig et billede af, at særligt adgangen til elløbehjul blandt nattelivsgæster, der har fået en tår over tørsten eller det, der er værre, udgør et problem og dermed påkalder sig yderligere regulering. I 34 procent af uheldene i københavnsområdet var der sprit eller narko involveret.