Politisk modstander om Klaus Riskær i Folketinget: »Han minder om Donald Trump – det risikerer at blive ret kaotisk«

Med Klaus Riskær Pedersen som den nye dreng i den politiske debatklasse skal politiske modstandere stramme sig an, mener Venstre-mand og en konservativ. »Han spiller et helt andet spil end andre.«

Klaus Riskær Pedersen holder pressemøde i Vartov i København, tirsdag 19. februar 2019. Hans parti, Partiet Klaus Riskær Pedersen, har opnået det krævede antal stillere og er nu officielt godkendt til at stille op til folketingsvalg. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Klaus Riskær Pedersen er en begavet mand, der forstår at gøre svære emner forståelige. Han er retorisk interessant og ikke til at komme udenom. Det mener retoriker Jesper Troels Jensen fra retorikfirmaet Rhetor.

Og hvordan er det så at krydse klinger med den utraditionelle erhvervsmand og lige så uortodokse partistifter? En veltalende mand med en sag om at omlægge skattesystemet og ændre den politiske kultur på Christiansborg. En kriminel eller uheldig lovbryder, som han selv siger, der i 2007 fik syv års fængsel for bedrageri, og som på rekordtid har fået 20.109 til at skrive under på, at partiet, Klaus Riskær Pedersen, skal opstilles ved det kommende folketingsvalg.