De seneste måneder har der været »fuld drøn på« træningen for den danske astronaut Andreas Mogensen. Den 17. august skal han være pilot på rumfartøjet »Dragon Crew«, når missionen »Crew-7" bliver opsendt til Den Internationale Rumstation, ISS.
Lige nu mangler han kun én dags træning onsdag og en rumvandringstræning tirsdag i næste uge, inden han og de andre astronauter går i såkaldt »crew rest«, hvor der ikke er træning og forberedelser.
Men den står ikke kun på afslapning, fortæller Andreas Mogensen i et interview med Ritzau.
»Vi skal have afsluttet alle vores personlige ting. Når vi går i karantæne op til opsendelsen, har vi ikke mulighed for at købe ind eller tale med banken. Alle sådan nogle personlige ting skal afklares her i løbet af den næste uge.«
»Men der er også tid til, at man kan samle sine tanker og forberede os mentalt på det, der kommer til at ske,« siger han.
Den danske pilot blev sendt til rummet første gang i 2015. Det giver dog alligevel sommerfugle i maven at tænke på, at han snart skal afsted. Men for den danske astronaut er det ret jordnære ting, der gør ham nervøs.
»Det er hvert fald et halvt år, vi skal være afsted. Så nogle af de ting, jeg er lidt nervøs over, det er, om jeg har husket alting, altså om jeg har husket at betale de regninger, der skal betales.«
»Selvfølgelig er min familie her, men jeg vil jo gerne gøre det så let for dem, som det er muligt, når jeg nu er væk,« siger han.
Også sådan noget som telefonnumre til familien og vennerne er vigtige for astronauten at huske. Han har nemlig ikke sin mobil med sig, så han kan se dem der, sådan som man ellers ofte gør det.
At denne mission er væsentligt længere end den første, mærker Andreas Mogensen i høj grad. Han er far til tre børn, og de er i en alder, hvor der sker meget på et halvt år.
»De når at ændre sig utroligt meget. Og det bliver hårdt, og det bliver meget anderledes, end det var første gang.«
»Første gang var bare lige en tur op og så ned igen,« siger han.
På den første mission var der heller ikke så meget fokus på velvære og forplejning.
»Denne her gang bliver rumstationen mit hjem. Og jeg skal have en hverdag og falde på plads.«
»Og så skal jeg deltage i mange andre ting. Sidst fokuserede jeg på forskning og teknologiudvikling. Denne her gang skal jeg være med til at vedligeholde og reparere rumstationen,« siger han.
Desuden er der en mulighed for, at han skal på rumvandring.
Fra slutningen af september skal Andreas Mogensen være kommandør på ISS. I den forbindelse får han overdraget de symbolske nøgler til rumstationen, og så er han den øverstbefalende.
I dagligdagen på rumstationen betyder det ikke det store, fortæller Andreas Mogensen. Alle astronauter på stationen er højtuddannede og -motiverede, og de kan arbejde både selvstændigt og i hold.
»Til dagligt, hvis alt går som det skal, så er min rolle som kommandør mere at sikre, at alle er glade og tilfredse, og at alt går som planlagt.«
»Vi har en meget stram tidsplan, og vi får utroligt travlt. Vores mission er proppet med videnskabelige eksperimenter,« siger han.
Kun i uventede situationer eller ved en ulykke skal han lede arbejdet.
Andreas Mogensen skal under sit ophold på ISS blandt andet lave forsøg i samarbejde med DTU og Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
I DTU-forsøget skal han tage billeder af toppen af lyn, og for DMI skal han tage billeder af Månens skyggeside for at undersøge, hvor meget lys Jorden reflekterer op på skyggesiden. Det kan sige noget om, Jordens energibalance.
Den danske astronaut har fået lov at vælge den genstand, der skal vise, at der ikke er nogen tyngdekraft – den såkaldt zero gravity indicator.
Hvad det er, vil han dog ikke afsløre endnu.
/ritzau/



