Over 300 er indlagt med corona – det højeste siden februar

Antallet af indlagte med corona er tredoblet på en måned. Der er dog stadigt langt op til sidste vinter.

(Arkivfoto) Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Antallet af indlagte med covid-19 stiger fortsat, og mandag morgen var 303 smittede indlagt. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Det er 21 flere end et døgn tidligere og det højeste siden 15. februar, hvor der var 315 indlagte med corona.

Det er mere end en tredobling på en måned. Det er dog fortsat en del færre, end da antallet nåede sin hidtidige top under epidemien. 4. januar var 964 smittede indlagt med corona på de danske hospitaler.

På Herlev Hospital er man langt fra at nå smertegrænsen for antallet af coronaindlagte. Der er foreløbigt ikke behov for at genåbne coronaafsnittet.

»Men vi gør klar, så vi kan åbne det med meget, meget kort varsel.«

»Det betyder, at vi er begyndt at tale med de folk, der skal bemande dem. Og vi ser på lokaliteterne, og hvordan vi løbende kan håndtere presset,« siger professor og overlæge på Herlev Hospital, Kasper Karmark Iversen.

Mandag morgen lå 36 af de hospitalsindlagte smittede på en af landets intensivafdelinger. 21 af dem var tilkoblet en respirator. Det er henholdsvis fire og to færre end et døgn tidligere.

»Vores fornemmelse er, at vaccinen hjælper mod graden af sygdom. Ikke kun forebyggelse af sygdommen. Dem, der vaccineret, har altså også en mindre grad af sygdom.«

»Og de ikkevaccinerede er primært blandt de yngre, og de bliver ikke lige så syge,« siger professor og overlæge på Herlev Hospital, Kasper Karmark Iversen.

Yderligere 2294 personer er bekræftet smittet med covid-19. Det er femte dag i træk med flere end 2000 smittetilfælde.

De positive tilfælde er fundet i knap 102.000 prøver. Det svarer til, at 2,25 procent af dem har været positive for covid-19.

Andelen, der også kendes som positivprocenten, er den højeste den seneste tid.

Endnu to smittede er afgået ved døden, viser mandagens tal. I alt er 2740 med bekræftet covid-19 døde i Danmark.

Der er samtidig givet omkring yderligere 4100 vaccinestik, hvoraf størstedelen – 2801 – har været til danskere, der har fået et tredje stik.

I alt er 75,3 procent af befolkning nu færdigvaccineret mod covid-19. 6,6 procent har fået et ekstra stik for at booste immuniteten.

/ritzau/