Nye tal fra Ankestyrelsen: Der er allerede voldsom vækst i tvangsadoptioner

Statsministeren og regeringen vil bortadoptere flere udsatte børn med tvang, men nye tal fra Ankestyrelsen viser, at der allerede bliver bortadopteret flere børn med tvang end tidligere.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix/Arkiv

Flere udsatte børn skal bortadopteres, lovede statsminister Mette Frederiksen i sin nytårstale. Hun sagde ikke noget om, hvor mange flere, men budskabet var ikke til at tage fejl af. Flere end i dag.

»Det virker som en noget utålmodig udmelding,« siger Anette Faye Jacobsen, som er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, hvor hun blandt andet analyserer tvangsfjernelser og tvangsadoptioner i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.