Nye ændringer får betydning for din elregning: »Jeg vil kunne spare en krone til halvanden, hver gang jeg sætter opvaskemaskinen i gang«

Mange netselskaber har ved årsskiftet ændret prisen for transport af strøm til din bolig. Fremover kan det få endnu større betydning for din elregning, hvornår du har tændt for kontakten.

Ligesom med transport af pakker købt på nettet, koster transporten af den strøm, der driver lamper, tv og køleskabe i vores boliger også. Denne pris hedder nettariffen, og fra overgangen til 2023 kommer der til at ske ændringer med den.

En lovændring har nemlig gjort, at det fremover bliver muligt for elnetselskaberne at fastsætte forskellige priser for transporten af strøm til din bolig på tværs af døgnet og året. Nogle indfører allerede ændringen fra januar, mens andre selskaber indfaser den løbende.