Ny Red Barnet-chef sender appel til Mette F: »Børn kan ikke vente over et år på at komme ud af fattigdom«

Hun har overvejet, om hendes politiske fortid kan skræmme frivillige og medlemmer væk fra Red Barnet. Johanne Schmidt-Nielsen opfatter sig i lige så høj grad som lobbyist og igangsætter af socialt arbejde.

Johanne Schmidt-Nielsen
Johanne Schmidt-Nielsen. Ny generalsekretær i Red Barnet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Det er kun lidt over en uge siden, at Johanne Schmidt-Nielsen indtog sit nye kontor uden for Christiansborgs mure.

På væggen hænger et verdenskort med knappenåle spredt over hele kloden. Hvad det viser, ved hun ikke rigtig, men det ser imponerende ud.

Den tidligere politiske leder i Enhedslisten er blevet generalsekretær i hjælpeorganisationen Red Barnet, et markant skifte, og der er meget at lære i den nye rolle.

Du er blevet beskyldt for at ville politisere det frivilige arbejde?

»Jeg har selvfølgelig tænkt over, om det ville skade sagen, at det var mig, der fik det her job. Kunne det skræmme nogen væk, at jeg har været i et politisk parti i mange år? Og jeg er kommet frem til, at det håber og tror jeg ikke, at det gør. Og den konklusion er den bestyrelse, som har ansat mig, også nået frem til.«

Men tænker folk ikke mere på Enhedslisten, når de ser dig?

»Selvfølgelig vil der være en periode, hvor folk ikke kan skelne. Men forhåbentlig om et år eller halvandet, så tænker folk, at Johanne er hende fra Red Barnet og ikke hende fra Enhedslisten. Derfor lægger jeg også al min partipolitiske aktivitet på hylden.«

Johanne Schmidt-Nielsen. Ny generalsekretær i Red Barnet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Red Barnet driver en række projekter. Blandt andet klubber for småbørn, ferielejre for udsatte børn og deres forældre og en ordning, der går ud på at følge børn til fritidsaktiviteter, fordi deres forældre ikke kan.

I har i Red Barnet meget stort fokus på fattigdom, hvorfor?

»De meldinger, vi får fra de frivillige, er helt i tråd med det, vi hører fra socialrådgivere og andre. Børn, der lever i fattigdom, er ekstremt bekymrede for deres mors og fars situation, om de kan betale huslejen. De tør ikke ønske sig gaver til fødselsdagen og kan ikke være sikre på tre sunde måltider mad om dagen. Nogle oplever at være sultne, når de kommer i skole, og ikke har det rette tøj til årstiderne. Det er meget konkrete afsavn, de lider.«

Rapport fra SFI viste for et par år siden, at afsavn faktisk ikke er mærkbart større i gruppen af fattige end andre, når det kommer til for eksempel fødselsdage og fritidsaktiviteter?

»Men lytter man til socialrådgiverne, så siger de ligeud, at det ikke kan lade sig gøre at lægge et realistisk budget for en familie i Danmark, når man er på så lave ydelser som integrationsydelsen, eller man er ramt af kontanthjælpsloftet.«

Men er det også et spørgsmål om, at nogen gerne vil tale det op som et meget stort problem?

»Jeg kan slet ikke se, hvad interessen skulle være i at tale problemer med børnefattigdom op. Hvem skulle have interesse i det.«

Red Barnet har vel i forhold til at skaffe medlemmer, og politiske partier har det i forhold til at mobilisere vælgere?

»Det er ikke til diskussion, at det betyder noget, hvor meget man har at leve for i forhold til ens muligheder i livet. Jeg ville da ønske, at der ikke var et problem. Der er masser af andre udsatte børn, som vi kan tage os af.«

Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær, Red Barnet

»Hvad så med børn af stofmisbrugere eller dybt alkoholiserede forældre? Skal vi så sige: »Synd for dig, lille Oliver, mor kunne bare have ladet være med at tage heroin.« Heldigvis har vi som grundprincip, at vi træder til, hvis børn mistrives.«


Ofte hører man, at fattigdom, som rammer børn, ikke handler om penge og ydelser, men om forældre, der har mange andre problemer og ikke magter at tage sig af deres børn?

»Selvfølgelig er det lettere at få et stramt budget til at slå til, hvis man ellers er godt kørende og har mange menneskelige ressourcer. Men de ydelser, som med rette kaldes fattigdomsydelser, er nede på så små beløb, at det er rigtig svært at få det til at hænge sammen, uanset hvor god man er til at finde varer på udsalg og lave store portioner og fryse ned eller være kreativ med gaver.«

Men samtidig har vi en tårnhøj beskæftigelse, og vi ved, at det at have forældre, der går på arbejde, har en meget stor betydning. Og hvis de lave ydelser kan få flere i job, er det så ikke en vigtig hjælp til børnene?

»Rockwoolfondens seneste rapport om emnet er meget entydig i sin afvisning af, at der skulle være en langtidseffekt på beskæftigelsen af de lave ydelser. Til gengæld er der livslange konsekvenser for børn, der lever selv kort tid i fattigdom – for eksempel i forhold til deres uddannelse.«

Men har børn i dag ikke problemer, der er større?

»Vi har skabt et problem med børnefattigdom på grund af lave ydelser. Det er nemt at gøre noget ved. Man kan sætte ydelserne op. Derudover er der børn, som mistrives, fordi de har forældre, der er traumatiserede, fordi de er flygtninge, som har et misbrug, eller er psykisk sårbare. Det er problemstillinger, som det er langt sværere at gøre noget ved, men der har vi også brug for en indsats.«

Men hjælper det at sende flere penge?

»Det er meget let at sige, at det ikke er pengene, det handler om, når man ikke har prøvet at være så presset økonomisk, som de her familier er. Derfor er vi også glade for, at Mette Frederiksen har meldt ud, at hun vil gøre noget ved børnefattigdommen.«

Ja, man kan vel sige, at I får jeres egen statsminister. Mette Frederiksen vil være børnenes statsminister. Men vil hun også gøre noget for de fattige børn?

Johanne Schmidt-Nielsen. Ny generalsekretær i Red Barnet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

»Hun vil nedsætte en kommission, som skal arbejde i et år, men det kan børnene desværre ikke vente på. Der er børn, der tager skade, hvis vi ikke handler med det samme.«

Når antallet af fattige børn stiger, så hænger det sammen med, at man måler det relativt. Så når flere kommer i job, og flere bliver velhavende, så vil der automatisk være flere fattige. Kan man påstå, at problemet er voksende?

»Det er ikke så kompliceret. Når man nedsætter ydelserne for dem, der i forvejen har mindst, så får de færre penge at leve for, og det får konsekvenser børnene. Det er ikke til diskussion. Det er et kæmpemæssigt problem, som vi er nødt til at handle på.«

En af argumenterne for den lave integrationsydelse er, at den går til flygtninge, som kommer fra lande med en langt lavere levestandard ...?

»Men det er da lige meget, hvad bleer koster i Syrien, eller hvad friske grøntsager koster i Somalia, når man bor i Danmark. Det kan godt være, at integrationsydelsen er mange penge i forhold til, hvad man har at leve for i Syrien. Men nu bor de i Danmark med de udgifter, der er her.«

Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær, Red Barnet

»Det kan godt være, at integrationsydelsen er mange penge i forhold til, hvad man har at leve for i Syrien. Men nu bor de i Danmark med de udgifter, der er her.«


Men de fleste kan vel tilpasse sine behov efter, hvad man får?

»Alle med børn ved, at der er store udgifter forbundet med at gå til fodbold, springgymnastik eller andet. Udover kontingent skal der købes udstyr. Og de skal fragtes frem og tilbage til kamp i weekenden. Og i skolen bliver der ofte sagt, at man lige skal have en tyver eller en 50er med. Eller forældrene betaler for deres egen hyttetur. Eller man inviterer alle hjem på kakao og boller. Noget som de fleste børn heldigvis ikke tænker over, hvad koster. Men de her børn bekymrer sig i ekstrem grad over, om de er en belastning for deres forældre.«

Det er vel netop her, at Red Barnet og andre frivillige organisationer kan hjælpe til?

»Ja, og det er der heldigvis mange, der gør, men i mange år har vi i socialpolitikken i Danmark bestræbt os på, at man ikke skal stå med hatten i hånden og ikke være afhængige af, at nogen vil betale for vores børns julegaver eller flyverdragter.«

Man kunne jo have den tilgang, at man som organisation sagde til politikerne: De her problemer tager vi os af?

»Og det gør det frivillige Danmark også. Vi forsøger at lappe huller og træde til der, hvor samfundet ikke gør. Men de frivillige har og skal have en helt anden rolle end socialrådgiveren eller pædagogen. De skal  supplere den. Det er ikke de frivillige, som skal sørge for, at udsatte børn får varmt tøj og mad på bordet. Men de frivillige kan tage børnene i hånden og sørge for, at de kommer til fritidsaktiviteter. Eller invitere familier, som ikke selv har overskuddet, på snobrød og bål i skoven. Man skal ikke undervurdere værdien for børnene af en relation til voksne, som ikke får løn for at være der for barnet, men netop er der ganske frivilligt.«

»Hvis man ser 30-40 år tilbage, hvor der i perioder også var høj arbejdsløshed, så var der vel langt større fattigdom dengang end i dag?

»Det er klart, at velstanden er steget, færre børn udsættes for vold, der er mindre kriminalitet blandt børn og unge. Der er mange ting i Danmark og i verden, der går den rigtige vej, Og det er en god nyhed. Men alle alarmklokker skal bimle, når noget går den forkerte vej. Og det gør det med de her fattigdomsydelser.«

Så i stedet for at tale om fattigdom, så handler det vel i virkeligheden om graden af lighed?

»Det handler om at give børn lige muligheder for at leve gode liv. Og vi ved, at børns muligheder forringes markant af at vokse op i fattigdom. Men bevares, det er en anden fattigdom at leve på lave ydelser i Danmark end at bo på gaden i Somalia. Og jeg har da ikke lyst til at komme tilbage til et samfund, som vi havde i 50erne.«

Nogen vil sige, at vi tager det personlige ansvar fra forældrene, ved at stå parat med fodboldsko, flyverdragter og særlige ydelser. Kan du følge det?

»Børn er deres forældres ansvar. Men nogle gange slår forældrenes ressourcer ikke til, det kan forældrene have større eller mindre ansvar for selv. Vores blik er altid på barnet.«

Forstået hvordan?

»Kan man for eksempel på nogen måde sympatisere med kvinder, der tager til Syrien for at gifte sig med såkaldte hellige krigere. Nej. Men vi har et ansvar for hendes børn, som nu sidder under kummerlige forhold i en lejr. Og vi har et ansvar for ikke at skille børnene fra deres mødre, som måske er den eneste voksne, de har en tryg og nær relation til. Børn skal ikke bøde for deres forældres beslutninger.«

Vi har samme diskussion omkring Sjælsmark, hvor Inger Støjberg og andre siger, at det er forældrene, der har bragt sig selv og deres børn i den situation. Er det ikke rigtigt?

»Den tilgang til børn er helt uacceptabel. Man lader børn mistrives, fordi man er uenig i de valg, forældrene træffer. Hvad så med børn af stofmisbrugere eller dybt alkoholiserede forældre? Skal vi så sige: »Synd for dig, lille Oliver, mor kunne bare have ladet være med at tage heroin.« Heldigvis har vi som grundprincip, at vi træder til, hvis børn mistrives.«

Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær, Red Barnet

»Selvfølgelig vil der være en periode, hvor folk ikke kan skelne. Men forhåbentlig om et år eller halvandet, så tænker folk, at Johanne er hende fra Red Barnet og ikke hende fra Enhedslisten. Derfor lægger jeg også al min partipolitiske aktivitet på hylden.«


Men der er vel forskel på at vokse op på Sjælsmark og som barn af en stofmisbruger?

»Jo, men det særlige er, at vi som samfund ikke træder til, og at vi med helt åbne øjne kigger på børn i massiv mistrivsel.«

Hvordan opfatter du din egen rolle? Hvor meget er du politisk lobbyist, og hvor meget er du iværksætter af socialt arbejde?

»Nu har jeg kun haft jobbet i godt en uge, og det favner mange ting. I nogle situationer er det vigtigt at fokusere på det politiske. Og det er det lige nu, fordi der foregår regeringsforhandlinger, som er afgørende for den politik, der bliver ført for børn de næste fire år.«