Regeringen og regionerne har indgået en aftale med Falck om 50.000 daglige hurtigtest for coronavirus.

Det skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse.

Falck kommer til at udføre de daglige test ved deres teststationer, og aftalen gælder fra lørdag. Hurtigst muligt derefter vil antallet af daglige hurtigtest nå de 50.000, lyder det.

»Det er en rigtig god aftale, som vi i regionerne er stolte af at have indgået på rekordfart, efter at sundhedsmyndighederne i går meldte ud, at hurtigtest kan bruges som supplement til de PCR-test, der bruges i det offentlige«, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, i pressemeddelelsen.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) pointerer, at hurtigtest nu tages i brug, fordi smitten er for høj og udvikler sig for hurtigt.

»De nye hurtigtest er mindre sikre end PCR-test, men deres styrke er til gengæld, at de giver svar på meget kort tid. Det betyder, at vi kan bryde flere smittekæder«, siger Magnus Heunicke i pressemeddelelsen.

En hurtigtest, der også hedder antigentest, bliver gratis for danskere, når det sker som led i den offentlige smitteopsporing.

Den skal dog kun ses som et supplement til de PCR-test, som det offentlige foretager.

Sundhedsmyndighederne fraråder at bruge hurtigtest, når personen har symptomer på coronavirus eller er nær kontakt. Her anbefales det, at man tager en PCR-test, der er mere sikker.

Aftalen med Falck gælder foreløbigt frem til den 4. januar 2021.

/ritzau/