Kraftig stigning i coronadødsfald vækker bekymring. »Vi risikerer at komme noget højere op«

Antallet af coronarelaterede dødsfald nåede torsdag op på 14, og de seneste to uger er over 100 danskere døde med corona – de højeste tal siden rædselsmåneden april.

Antallet af indlagte stiger, og smitten ses i øget omfang blandt ældre. »Alle de tal, vi sidder og kigger på, er i bekymrende stigning, og det gælder også antallet af dødsfald,« siger SSI-direktør. YVES HERMAN/Ritzau Scanpix

Det hastigt voksende smittetal hen over efteråret begynder nu også at få dødelige konsekvenser for et stigende antal danskere.

Torsdag blev der registreret 14 coronarelaterede dødsfald – det højeste antal siden 22. april – og på godt to uger er det samlede antal dødsfald vokset med over 100 fra godt 800 til nu 927.