Nationalmuseet blev ramt af shitstorm, da det præsenterede sit »vintertræ«

Nationalmuseet delte tirsdag et opslag på Facebook, hvor de fortalte om deres »vintertræ« og inviterede alle til at komme og »synge vinteren ind«. Det fik debatten til at rase, men det hele var ment som en spøg og et forsøg, siger museet nu.

Nationalmuseet kaldte for sjov deres grantræ for et vintertræ, men ikke alle modtog den besked lige godt. En skrev eksempelvis, at han ville boykotte museet de næste fem år. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Debatten var ikke ny, da Nationalmuseet tirsdag formiddag skrev sit opslag på Facebook.

Allerede to dage forinden havde Dansk Folkepartis Peter Skaarup efterlyst eksempler på ting og sager, hvor ordet »jul« var blevet erstattet af »vinter«. Folketingspolitikeren lagde selv ud med at dele et billede af en »vintermedister« fra Aldi.

Derfor vakte det også opsigt, da Nationalmuseet lagde en video op af et stort, grønt grantræ, der blev hejst på plads, og indledte opslaget med ordene »Højt fra træets grønne top stråler vinterglansen«.

»I går morges ankom vintertræet her ved hovedindgangen til museet. Så nu kan vinterstemningen for alvor begynde at sænke sig. Med vinterpynt og dejlig vintermad. Vi tænder træet og synger vinteren ind 1. december. Ses vi?« lød den videre tekst i Nationalmuseets opslag.

Og så blev julefreden ellers ofret på Facebook-debattens bål.

Truet med boykot

Flere skrev, at der tydeligvis var tale om et juletræ, og blandt kommentarerne til opslaget kunne man læse:

»Jeg vil hermed boykotte jer i fem år fra nu af, og jeg vil opfordre alle andre til at gøre det samme,« lød en af kommentarerne.

»JULETRÆET TAK,« stod der i en anden kommentar, mens en tredje skrev:

»Vintertræ, hvad har I gang i? DET ER FOR HELVEDE ET JULETRÆ! I skulle om nogen værne om den danske kultur. Hvad har man ellers et Nationalmuseum til?«

Kommentarerne kom, til trods for at Nationalmuseet selv – 11 minutter efter sit oprindelige opslag – i en kommentar skrev, at »hvis der er noget, I kan regne med, så er det, at julen bliver lige så julet, som den plejer«.

»Og så brød fimbulvinteren løs!«

Siden har museumschef på Nationalmuseet Anni Mogensen og museets forskningschef, Christian Sune Pedersen, sendt en kronik til Berlingske, hvor de beskriver, hvorfor teksten i opslaget tirsdag lød, som den gjorde.

»Nysgerrige, som vi er, tænkte vi, at det kunne være interessant at teste vandene i den førnævnte vintermedisterdebat og undersøge, hvad det kunne afstedkomme, hvis vi som kulturinstitution lavede et Facebook-opslag, hvor vi gik uden om at nævne julen og i stedet kaldte træet for et vintertræ,« skriver Mogensen og Pedersen i deres kronik, og opsummerer selv resultatet i fem ord:

»Og så brød fimbulvinteren løs!«

Ifølge museumschefen og forskningschefen vidner reaktionerne om, at nogle danskere har en reel frygt for, at julen er i fare for at blive et levn fra fortiden. Men det behøver man ikke frygte, fortæller Anni Mogensen. Hun mener, at hvis man gerne vil bevare julen, så er det bedste man kan gøre, at dyrke den og holde den præcis, som man synes, den skal være.

»Det kom bag på os, at der er så mange følelser på spil her. Men for os at se er det interessant, fordi kultur og traditioner ændrer sig over tid. Det er noget, vi gerne vil diskutere,« siger Anni Mogensen.

Hun kalder opslaget et »humoristisk indspark i en verserende debat«, men beklager, hvis nogen føler sig trådt på eller stødt af opslagets ordlyd.

Nogle af dem, der har skrevet kommentarer på Facebook, mener, at I blander jer i en politisk debat. Ser du det som jeres opgave?

»Det er ikke vores ambition at have en holdning i den her sag. Vores ærinde er at bringe vores historiske viden i spil på måder, der er relevante for vores tid. På Nationalmuseet skriver vi historien i nutid. Inde bag det lille ”stunt” om vintertræet ligger vores lange, historiske blik på julen og vores kultur og dens udvikling. Sagen er relevant, fordi det jo faktisk godt kan være, at der sker nogen ændringer i vores opfattelser i disse år.«.