Advokat Tyge Trier må have et kontorbord af de større for at få plads til alle sine dokumenter.

I løbet af blot det seneste år har han været advokat i sager om genopdragelsesrejser, skyderier, blodtransfusioner i Jehovas Vidner, Syrien-kvinder og en mulig ulovlig sæddonation – for nu bare lige at nævne nogle stykker.

Det bekræfter Trier da også selv med et smil:

»Jo, det er rigtigt, at der ligger store stakke med papir. Det meste af tiden er der meget travlt.«

Tyge Trier kan således fejre sin 60-års fødselsdag den 30. september med en karriere i højt tempo, og det har den været, siden han som ung gennemførte jurastudiet på noget nær rekordtid i 1986 – omkring tre år og fem måneder.

Centralt har stået menneskerettighederne.

Ilddåben som menneskerettighedsadvokat fik Trier i 1994, da han vandt grønjakkesagen ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Tv-journalist Jens Olaf Jersild blev dømt for at overtræde racismeparagraffen for at vise et klip, hvor medlemmer af en gruppe kaldet grønjakkerne udtalte sig racistisk.

Højesteret stadfæstede dommen. Men med Tyge Trier i spidsen blev den omgjort ved Menneskerettighedsdomstolen.

To år efter var Trier advokat i blødersagen.

91 personer – nogle af dem børn – blev i 1980erne smittet med hiv gennem blodtransfusioner i det, der er blevet omtalt som den største medicinskandale i Danmark nogensinde.

Myndighederne blev frikendt ved danske domstole. Men Trier tog igen sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, der afgjorde, at de danske myndigheder var for langsomme i retssagsbehandlingen.

En dom, der havde stor betydning, og som Tyge Trier er stolt af i dag.

»Kigger vi tilbage, har der jo været mange sager, hvor jeg har hjulpet dem, der ikke har været så mange andre, der ville hjælpe. Det har været udlændinge, det har været psykisk syge personer, og det har været mennesker i vanskeligheder.«

I dag bruger han også en del tid på at rådgive i forbindelse med dokumentarer og tv-produktion, fortæller han.

Tyge Trier er blevet prisbelønnet for sit faglige virke med Dreyers Fonds hæderspris i 2016.

Fødselsdagen skal fejres med Triers søn på en rejse.

»Og så skylder jeg nok mange mennesker en stor fest på et tidspunkt.«

/ritzau/