LTF-leder var »stensikkert« blevet udvist for ti år siden, hvis Anklagemyndigheden havde været mere vaks

Lederen af Loyal to Familia, Shuaib Khan, kunne være blevet udvist, længe inden der overhovedet var noget, som hed LTF. Det vurderer Institut for Menneskerettigheder. Anklagemyndigheden: »Det er ikke til at sige.«

I løbet af de seneste ti år er LTF-leder Shuaib Khan dømt for bl.a. grov vold med døden til følge og to grove overfald. Han har samtidig været en torn i øjet på myndighederne ved at etablere banden LTF, der sidste år var en aggressiv part i bandekrige i både København og Aarhus. Scanpix Danmark STF

Et overfald så groft, at offeret kort efter døde af sine skader. Takseret til otte års fængsel, men ikke nok til, at bandeleder Shuaib Khan tilbage i 2008 kunne udvises, lød det i Retten i Aalborg. Sagen blev ikke anket.

Først ti år efter og i en sag af en noget anden kaliber lykkedes det for Anklagemyndigheden, da få truende ord til en politiassistent blev takseret til tre måneders fængsel og en udvisning af Højesteret i tirsdags.