Løkke letter på låget af fremtidens skattekiste

Dansk økonomi er ikke mindst takket være velfærdsaftalen fra 2006 »overholdbar« på længere sigt. Statsministeren vil nu bruge nogle af pengene på lavere pension end forudsat.

Portræt af Statsminister Lars Løkke Rasmussen. Fotograferet på Marienborg lidt nord for København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Ved at åbne for, at man fra 2040 sænker pensionsalderen for alle, piller Lars Løkke Rasmussen ved en af de helligste aftaler i dansk politik – nemlig velfærdsaftalen fra 2006.

Med den blev der indført et nyt princip om, at pensionsalderen i Danmark skal følge den forøgede levealder, hvilket har været en stærkt medvirkende årsag til at dansk økonomi vurderes som holdbar længere sigt.

Et bredt flertal i Folketinget stod bag aftalen, som på daværende tidspunkt mest blev vurderet ud fra, at efterlønnen ikke blev afskaffet, men princippet om gradvist at hæve pensionsalderen var i virkeligheden af endnu større betydning.

Derfor er der ingen tvivl om, at øjenbrynene bliver løftet i Finansministeriet og blandt landets førende økonomer, når statsministeren begynder at så tvivl om om den økonomisk set succesfulde langsigtede velfærdsaftale fra 2006.

I et interview med Berlingske siger Lars Løkke Ramussen:

»Jeg mener godt, vi kan starte en meningsfuld diskussion om, hvorvidt noget af det, vi aftalte i 2006, skal justeres på den lange bane. Når vi kommer derud, hvor folkepensionsalderen bliver 70 og 71 og 72 og 73 og 74 år, er det faktisk slet ikke pinedød nødvendigt, fordi dansk økonomi er overholdbar. Derfor kan vi godt finde en anden måde at håndtere det her spørgsmål på.«

Og kigger man på tallene for, hvordan dansk økonomi hænger sammen på bare lidt længere sigt, så har Løkke ret.

Der ligger faktisk noget, der ligner en finanspolitisk skattekiste ude i fremtiden, som politikerne kan vælge at bruge til, hvad de vil – mere velfærd, skattelettelser eller en lavere pensionalder for eksempel.

Den liberale tænketank Cepos har for Ugebrevet Mandag Morgen beregnet, at der i 2030 er et årligt økonomisk råderum på hele 45 milliarder, hvis stigningen i de offentlige udgifter fortsat holdes lavt og man flytter tidspunktet for, hvornår der skal være balance i økonomien fra 2025 til 2030.

Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet er der et råderum allerede i 2025 på 21,5 milliarder under forudsætning af, at niveauet for den offentlige service holdes uændret i forhold til i dag og stiger mindre, end det såkaldte demografiske træk tilsiger.

Tager man i betragtning af der vil være flere ældre og børn i de kommende år, skal de offentlige udgifter stige med 0,7 procent, mens 2025-planen opererer med en stigning på 0,3 procent.

Men når vi når lidt længere frem ser det for alvor lyst ud. Den såkaldte »økonomiske hængekøje«, vil forsvinde om et par årtier.

Sidste år viste en fremskrivning fra de økonomiske vismænd, at der i perioden fra 2030 til 2045 vil være et mindre underskud på de offentlige finanser.

Men fra 2050 og frem vender det.

Professor i økonomi ved Aarhus Universitet Bo Sandemann Rasmussen siger i dag til Mandag Morgen:

»Økonomien ser rigtig god ud – også på langt sigt. Den er faktisk ikke bare holdbar, men overholdbar. Det skyldes først og fremmest, at politikerne på Christiansborg har vedtaget, at tilbagetrækningsalderen hele tiden skal stige. Det er en meget vigtig forklaring på, at de offentlige finanser er sunde og også bliver ved med at være det.«

Fra nytår blev pensionsalderen som følge af velfærdsaftalen hævet fra 65 til 65,5 år, og den stigning vil fortsætte, indtil pensionsalderen i 2030 er på 68 år.

I  2020 skal partierne i Folketinget tage stilling til, om pensionsalderen skal hæves, så den i 2035 kommer op på 69 år.

Frem mod 2050 vil pensionsalderen, hvis Folketinget beslutter at følge principperne i velfærdsaftalen, stige til 72 år.

Den velfærdskommisssion med tidligere overvismand Torben M. Andersen sad i spidsen for, og som stod for forarbejdet for velfærdsaftalen i 2006, dokumenterede meget kontant, at den offentlige økonomi på det tidspunkt på bare lidt længere sigt overhovedet ikke hang sammen.

I takt med, at der ville komme flere ældre og flere børn, ville underskuddet bare vokse og vokse. I økonomsprog blev problemet døbt »hængekøjen« efter formen på den graf, der tegndede fremtidens udfordringer.

Kommissionen dokumenterede meget illustrativt, at alle nyfødte børn i Danmark økonomisk ville være en underskudsforretning.

Hvis man beregnede deres forventede skatteindbetalinger gennem livet, og trak det fra, som de i løbet af deres liv i gennemsnit ville forbruge af de offentlige kasser, så var der tale om et stort minus.

Sådan er situationen ikke længere takket være en række reformer og ikke mindst velfærdsaftalen fra 2006.

Til gengæld går der formentlig ikke lang tid, før politikerne begynder at række ud efter guldet i fremtidens finanspolitiske skattekiste.

Cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen opfordrer i Mandag Morgen til, at man letter på låget allerede nu:

»Lars Løkke Rasmussen har med sine reformer skabt en stor del af det økonomiske råderum. Nu har han igen muligheden for at fortælle danskerne om, hvordan han vil prioritere den offentlige økonomi. Det burde han – og andre politikere – gøre før et valg.«