Kun få Michelin-restauranter tjener millioner år efter år: Her er de tre, som gør

Michelin-stjerner sikrer danske toprestauranter omtale og prestige, men sjældent guld på kistebunden.

Arkivfoto. Sådan så det ud, da Restaurant Frederikshøj (dengang Frederikshøj Kro, red.) fik en Michelin-stjerne tilbage i 2015, og indehaver og køkkenchef Wassim Hallal skålede med sine medarbejdere. Frederikshøj ApS har de seneste fem regnskabsår skabt et millionoverskud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Thaysen

Fremragende gastronomi er ikke nødvendigvis lig med en fremragende forretning.

Det har flere af de 25 Michelin-restauranter herhjemme måttet sande, viser en sammentælling, som Dagbladet Børsen har foretaget.

Avisen har forud for mandagens Michelin-uddeling fundet regnskabstal for 17 ud af de 25 restauranter i landet, som er hædret med Michelin-stjerner, og heraf er det kun tre, der de seneste fem regnskabsår har præsteret et millionoverskud på at servere mad i topklasse.

Wassim Hallal, køkkenchef og indehaver af Restaurant Frederikshøj

»Kan vi ikke betale regningerne, ved du lige såvel som jeg, at så stopper legen på et tidspunkt«


De tre er Henrik Yde Andersens Kiin Kiin-imperium, Wassim Hallals Frederikshøj i Aarhus og Christian Puglisis Relæ på Nørrebro.

Kiin ApS har et samlet resultat på 20,5 mio. kr. Frederikshøj ApS har et på 17,2 mio. kr., mens Restaurant Relæ ApS har et samlet resultat på 12,8 mio. kr., skriver Børsen.

Restauranterne peger på flere forskellige årsager til, at det er lykkedes dem at skabe en forretning, hvor finere kogekunst går hånd i hånd med en flot bundlinje.

Ifølge Henrik Yde Andersen fra Kiin Kiin er opskriften selskabets mange andre aktiviteter, som rækker ud over selve Michelin-delen. For eksempel mad ud af huset.

For Wassim Hallal fra Frederikshøj er hemmeligheden tilbagevendende gæster og lukkede udgiftshuller.

»Der er ikke andre valg for os end at komme ud med en god bundlinje. Vi har ikke nogen, som samler os op, hvis vi laver 2 mio. kr. i underskud hvert år. Kan vi ikke betale regningerne, ved du lige såvel som jeg, at så stopper legen på et tidspunkt,« siger Wassim Hallal til Børsen.

I bunden af avisens liste ligger Kadeau, der har Michelin-restauranter på Christianshavn og Bornholm, og som i sit seneste regnskab tabte 5,6 mio. kr.