Kommuner fik færre underretninger om børn i coronaåret 2020

Under nedlukningen i april 2020 var der et markant fald i antallet af underretninger om børn til kommunerne.

Der blev samlet lavet 136.000 underretninger om børn og unge til landets kommuner sidste år. Det er 2000 færre end året før. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Antallet af underretninger til landets kommuner om børn og unges mistrivsel faldt en anelse i 2020.

Der var samlet 136.000 underretninger. Det er omkring 2000 færre end året før. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Statistikken er lavet siden 2015. Det er første gang, at antallet af underretninger falder.

En underretning er en henvendelse til en kommune om et barn. De kan komme fra eksempelvis et familiemedlem, en nabo, skolen eller politiet.

Antallet af underretninger faldt særligt i april 2020, hvor blandt andet skoler, vuggestuer og børnehaver var lukket helt eller delvist ned.

Skoler og institutioner har lavet færre underretninger i 2020, mens der til gengæld har være flere fra politi, sundhedsvæsenet og døgninstitutioner samt anonyme anmeldelser.

Direktør for Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl vurderer, at faldet i antallet af underretninger skal ses i lyset af nedlukningen sidste år.

Han vurderer ikke, at et lavere antal underretninger kan tolkes i den retning, at der er færre børn, som har det dårligt.

Han vurderer i stedet, at mange børns dårlige trivsel er gået under radaren.

»Lærere, pædagoger og andre professionelle, der passer på vores børn, spiller en enorm stor rolle for at beskytte de udsatte og indberette til kommunerne, når trivslen er truet.«

»Så når børn ikke kommer i skole eller daginstitution, trækker vi en vigtig del af deres sikkerhedsnet væk, og det har været en frygtelig konsekvens af nedlukningen, som har efterladt børn i mistrivsel,« siger Rasmus Kjeldahl.

Børns Vilkårs fornemmelse er, at børn i udsatte familier har haft det værre i de perioder, hvor de har skullet være mere hjemme end normalt.

Rasmus Kjeldahl henviser til, at den største andel af opkald til BørneTelefonen sidste år handlede om konflikter i hjemmet, hvilket adskiller sig fra tidligere år.

Hos Dansk Socialrådgiverforening, der er fagforening for de socialrådgivere, der behandler underretningerne, ser fungerende næstformand Signe Færch også nedlukningen som årsagen til udviklingen.

»De færre underretninger har gjort det sværere at gøre vores arbejde og hjælpe børnene. Problemerne har måske nået at vokse sig større,« siger hun.

For at undgå en tilsvarende situation i fremtiden – for eksempel under en eventuel tredje nedlukning – mener Signe Færch, at det er vigtigt med socialrådgivere tæt på skoler og institutioner.

»Der er en række kommuner, som har socialrådgivere, som er ansat på skoler eller daginstitutioner og er tættere på lærere og børn.«

»De vil kunne være mere opsøgende og hurtigere kunne kontakte børn og familier, der har det svært, hvis vi ender i endnu en nedlukning,« siger hun.

Ifølge Dansk Socialrådgiverforening har der især været gode erfaringer med ordningen i København og Odense.

/ritzau/