Ridder af Dannebrog, årets dansker og årets sportsnavn i 1997 og optaget i sportens Hall of Fame i 2008 uden for løbebanen.
VM-guld, verdensrekorder og OL-medaljer inde på banen. Listen med rekorder og meritter er lang.
Men der mangler særligt én titel på den dansk-kenyanske løber Wilson Kipketers cv. Det er OL-guldet.
Altid smilende Kipketer, som 12. december fylder 50, havde muligheden for at sætte flueben ud for OL-titlen i 1996.
Men et manglende dansk pas og manglende samarbejdsvilje fra Kenya gjorde, at Kipketer ikke kunne stille op til legene i Atlanta i USA som dansker. Og det ville han.
Forinden blev Kipketer i 1995 verdensmester på 800 meter, og han var en af favoritterne til at vinde OL-guldet. VM-guldet var løberens første guldmedalje.
Reglerne er dog sådan ved OL, modsat VM, at en atlet skal have dispensation fra sit hjemland til at repræsentere en anden nation, hvis atleten skal stille op for denne.
Det ønskede Kenya ikke at give Kipketer, og derfor blev OL i 1996 uden den dansk-kenyanske hurtigløber. Og Kipketer ville repræsentere Danmark. Han ville ikke løbe OL for Kenya.
»Kenya sagde »Okay, du kan stille op for Kenya«, eller jeg kunne vælge et andet land, som ville give mig pas hurtigt. Men jeg tog min beslutning. Det skulle være Danmark,« sagde Kipketer i et interview med B.T. i 2016.
Det måtte han som dansk statsborger vente med til 1997, hvor han, efter at have boet syv år i Danmark, fik dansk pas.
I 2000 havde Kipketer chancen igen. Her måtte danskeren tage til takke med en sølvmedalje. Seks hundrededele af et sekund placerede ham på det næstøverste medaljetrin og sendte guldet på tyske hænder.
Han nåede et sidste OL i 2004, hvor han løb sig til en bronzemedalje. Også her blev det tæt.
20 hundrededele af et sekund var spændet mellem guld og bronze. Havde løbet været 30 meter kortere, havde Kipketer passeret målstregen først.
»Jeg var med ved OL to gange, og hvis man kan sige, at jeg planlagde at gå hele vejen fra nul til 100, så nåede jeg måske til 99,« sagde Kipketer til B.T.
»Men man ved ikke, hvad livet bringer. Det er som en ret, hvor der nogle gange kommer lidt salt i og nogle gange lidt karry i.«
Til B.T. fortalte Kipketer, at han har svært ved at vælge sin største triumf. Men han nævner, at det danske statsborgerskab var en succes i sig selv.
I 2005 stoppede han karrieren. Den sidste medalje blev OL-bronzen i Athen.
/ritzau/