Kendt journalist til yngre feminister: Hvad fanden bilder I jer ind?
Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier, så du kan begynde dagen lunt klædt på fra morgenstunden.

Dagens overblik: Berlingske giver dig her overblik over dagens vigtigste historier, så du kan begynde dagen lunt klædt på fra morgenstunden.

Godmorgen og god torsdag. Og goddag med at huske det udvidede krav om mundbind, der træder i kraft i dag.
Ja, det er i dag, vi alle skal gå med mundbind eller visir i det offentlige rum. Det nytter selvsagt ikke at starte dagen i forvirring om, hvad du må og ikke må på offentlig gade og vej i coronaens navn. Derfor kan du med fordel klæde dig selv og dine nærmeste på med et overblik over myndighedernes nyeste plus de ikke helt så nye coronatiltag.
I mellemtiden tager vi dagens trækplaster:
Bekræftede smittetal i alt i Danmark: 43.174 (+1.017)
Indlagte: 3.798 (+24)
Indlagte på intensiv: 18 (-1)
Antal døde: 715 (+6)
Bekræftede smittede på verdensplan: 44.081.667
Døde på verdensplan: 1.174.007
Se flere danske coronatal på Statens Serum Instituts coronaovervågning, og her, hvis du vil se tallene på verdensplan.
Danmark er ikke i stand til at forsvare sig selv militært eller bidrage tilstrækkeligt til NATO. Det skriver Berlingske i dag.
Situationen er bekymrende, hedder det, og det er usikkert, om Danmark over det næste årti bliver i stand til at forsvare sig selv. NATO er hermed historisk hård i sin nye vurdering af det danske forsvar. Men kritikken rammer skævt, siger forsvarsminister Trine Bramsen (S).
Danmark er med andre ord, skriver Berlingske, hverken i stand til at forsvare sig militært eller til at levere, hvad vi har lovet den vestlige militære alliance. Efter flere år med diplomatiske formuleringer og halvkølig stemning har NATO fået nok.
Det er en hidtil uset hård kritik, som den vestlige forsvarsalliance i sin nye evaluering af de danske styrker kommer med og sammenholder med, hvad Danmark har forpligtet sig til i NATO, de såkaldte styrkemål.
»Manglen på fremskridt siden den seneste evaluering er bekymrende,« skriver NATO i den seks sider lange evaluering.
Danskerne havde lettere ved at acceptere afspritning, håndvask og afstand for at bremse spredning af corona, end de har med mundbind. Det skriver Jyllands-Posten.
Ny undersøgelse viser for første gang modstand og skepsis mod myndighedernes tiltag.
»For første gang under coronaepidemien ser vi en hård kerne af skeptikere, som reagerer afvisende og ikke støtter myndighedernes anbefaling af mundbind,« siger professor Michael Bang Petersen til avisen.

Han refererer til svar fra cirka 500 personer, som hver dag siden 13. maj er blevet spurgt som led i en løbende undersøgelse af folks holdninger og handlinger under epidemien – det såkaldte Hope-projekt på Aarhus Universitet.
70 procent støtter kravet om mundbind, men det ligger lavere end opbakningen til at aflyse offentlige og private arrangementer, som er cirka 90 procent. Til gengæld er støtten til et udgangsforbud og nedlukning af den offentlige transport endnu lavere end til mundbind, nemlig omkring 20 procent.
Forfatter og journalist Mette Fugl på 71 år har i Politiken fået nok af unge feministers kritik af ældre kvinder.
De unge feminister kritiserer ældre og modne damer for at synes, al den snak om sexisme er blevet for meget, fordi de frygter at gå glip af en flirt eller en hånd på låret.
»Grine, græde eller blive rasende? Det sidste,« skriver Mette Fugl.
»Jeg tåler dårligt, at lyden fra en debat forvandler sig til fremmedgørende støj. Og jeg fristes til at smutte på lageret for at hente et par lussinger og ukvemsord. Hvad fanden bilder I jer ind? Det er kraftstejleme pinligt, når så mange påtager sig rollen som besserwissere uden at have historisk indsigt. Det er uhæderligt at ignorere de samtaler, min generation satte i gang.«
Mere mundbind. I dagens kronik i Berlingske skriver professor i statskundskab Peter Dahler-Larsen om tidens mest omtalte og påtvungne ansigtsbeklædning, mundbindet, at vi må erkende, at vi i forvejen udfører en lang række fornuftige handlinger i praksis, som der ikke er evidens for.
»Jeg holder ofte for rødt lys uden først at kræve et lodtrækningsforsøg »fra øverste hylde«,« skriver professoren.
»At gøre det er fornuftigt uden at være evidensbaseret. Det samme gælder, når det handler om at bære mundbind.«
Det er lykkedes kronikøren at finde hele fire rimelige teorier i den internationale litteratur, skriver han.
»Hvis vi kræver, at alle tiltag mod corona skal evidensbaseres én gang for alle, så kommer vi til at gøre for få ting mod corona, og vi kommer til at vente alt for længe.«
Læs mere i dagens Berlingske.

I samme periodiske udgivelse med adresse i Pilestræde kan du læse, hvordan mindre end halvdelen af landets kommuner lever op til nye krav om, at flygtninge og indvandrere skal præsenteres for muligheden for at rejse hjem. Det viser nye undersøgelser, der får borgerlige partier til at rejse hård kritik af kommunerne. Men ifølge Enhedslisten kan der være god grund til, at kommuner ikke efterlever loven.
Flygtninge og indvandrere kan repatriere, som det hedder, med en hjemrejsebonus på op imod 200.000 kroner, og det skal kommunerne informere om i hver eneste samtale om integration og beskæftigelse, men det sker altså langtfra altid.
Ifølge Venstres udlændingeordfører, Mads Fuglede, underminerer kommunerne dermed hensigten i det såkaldte udlændingepolitiske paradigmeskifte.
For detaljer læs avisen eller b.dk
Hvis vi kræver, at alle tiltag mod corona skal evidensbaseres én gang for alle, så kommer vi til at gøre for få ting mod corona, og vi kommer til at vente alt for længe.Peter Dahler-Larsen, professor i statskundskab på Københavns Universitet
Kl. 9.00: København: Høring om den fremadrettede indsats vedrørende covid-19. Sundheds- og Ældreudvalget holder en åben høring om den fremadrettede indsats vedrørende covid-19. Formålet med høringen er at få belyst, hvordan man kan sikre, at eventuelt fremadrettede indgreb og restriktioner i samfundet på grund af covid-19 er relevante og forudsigelige og proportionale med den aktuelle smitterisiko og sygdomssituation.
Kl. 16.00: Statens Serum Institut udsender den ugentlige opgørelse for »åbne lande« og »karantænelande«. I umiddelbar forlængelse heraf vil Udenrigsministeriet opdatere rejsevejledningerne, såfremt der er anledning til ændringer siden den seneste opdatering. Opgørelsen opdateres hver torsdag klokken 16.00.
Kl. 17.30: København Kommunes borgerrepræsentation mødes i dag. Mødet finder sted på Københavns Rådhus. På dagsordenen er blandt andet Frank Jensens udtræden af borgerrepræsentationen, etablering af anonym klageadgang for medarbejdere, der oplever sexisme eller seksuel chikane på arbejdspladsen i Københavns Kommune og undersøgelse af sexistisk kultur og adfærd.