Jeg kom i vuggestue, da jeg var 12 uger gammel: Har jeg taget skade, eller er nutidens forældre hysteriske?

ESSAY: Mange hundredtusinder af danskere kom i vuggestue langt tidligere end de ti måneder, som børneforskere i dag kalder omsorgssvigt. Men samme børneforskere taler også om paranoide forældre.

Mine forældre måtte ikke komme ind i min vuggestue, så de har kun ét billede fra de første år. Her er jeg seks måneder gammel og er barn nummer to fra venstre.

Hvordan i alverden blev jeg nogenlunde normal? Hvordan kan samfundet overhovedet hænge sammen efter så stort et omsorgssvigt? Børneforskere taler om omsorgssvigt, når børn på ti måneder bliver afleveret i vuggestuen. Jeg var 12 uger. Hver gang nogen forsøger at modbevise forskning med en personlig anekdote, er der en enhjørning, der dør, men det var jo ikke bare mig – det er mange hundrede tusinde børn, der er blevet afleveret så tidligt. Hvorfor er det hele ikke faldet fra hinanden? Er nutidens forældre hysteriske?

Børneforsker Per Schultz Jørgensen synes, at det er gode spørgsmål, men svaret er langt og handler om menneskelige instinkter – om, at fremskridtet er baseret på at give ens børn et bedre liv, end man selv havde, og han er lige midt i en barokkoncert.