Det kan ligne en scene fra »Befri Willy« eller »Samson og Sally«, men det spektakulære syn kan lige nu ses på en dansk strand.

Siden torsdag har en levende spækhugger ligget i lavvande mellem revlerne ud for Haslevgaarde Strand syd for nordjyske Øster Hurup, skriver både TV 2 Nord, Jyllands-Posten, Nordjyske Stiftstidende og Randers Amtsavis,  der har fanget det spektakulære syn på en dronevideo.

Og det er formodentligt der, den kommer af dage.

Sommerhusbeboere i området opdagede den store, sorte rygfinne allerede torsdag formiddag, og det, man vist kan kalde et meget uvant syn, fik dem til at kontakte Naturstyrelsen, der varetager kystområderne. Først antog man, at spækhuggeren ville søge tilbage mod dybere vand, når tidevandet var inde, men fredag formiddag var det endnu ikke tilfældet.

Fordi hvalen næsten ikke bevæger sig, selvom den trækker vejret, vurderer Bo Gregersen over for TV 2 Nord, at den formentlig er syg og er kommet for at dø på lavt vand. Han er direktør i Lille Vildmosecentret og har været ude at undersøge den omkring fem meter lange spækhugger. Her vurderer han samtidig, at det ikke vil give mening at redde den, fordi det vil stresse den unødigt:

»Når et stort rovdyr som spækhuggeren her ligger stille, også selvom folk kommer rimelig tæt på, så er den så syg, at den ikke kommer på toppen igen. Den går til, og så lader man naturen gå sin gang,« siger han til mediet.

Man skal helt tilbage til sommeren 1990 for at komme på lignende historier i området, skriver TV 2 Nord og Randers Amtsavis. Her døde en spækhugger af en hudsygdom, efter at den omkring en måned forinden havde fundet vej til Randers Fjord, hvor man forsøgte at redde den tilbage i havet. De seneste år har der også været flokke af spækhuggere omkring Skagen og i farvandet mellem Sverige, Norge og Nordjylland, skriver Jyllands-Posten.