Fremgangsmåden er som regel den samme: To voksne spækhuggere lægger sig på hver side af sejlbåden og begynder at give den intimiderende »skuldertacklinger«. Herefter går et yngre eksemplar til bagholdsangreb mod roret og ofte også mod skroget.
Vædringer og bid har under enkelte af de stadigt flere aggressioner været tæt på at fremprovokere et egentligt forlis.
Og hvorfor er den normalt fredelige bestand af lokale spækhuggere pludselig gået amok, spørger spanske havbiologer desperat sig selv.
»Når vi tidligere har fået meldinger om kontakt (mellem hvaler og fartøjer. red.), har der altid været tale om isolerede episoder. Men det her er fuldstændig uhørt,« siger Alfredo López fra forskergruppen Orca Atlántica (Den Atlantiske Spækhugger) bekymret til avisen El País.
Spækhuggerne giver den gas. Her er det en sejlbåd fra det spanske søværn, der er under angreb.
Siden en lystsejler i juli sidste år blev det første offer for spækhuggernes hærgen, har forskerne registreret yderligere 140 angreb, og der bliver stadigt flere af dem.
Alene i området omkring Gibraltarstrædet, hvor hvalerne opholder sig i sommerhalvåret, er der meldt om 62 episoder siden marts.
Og nok så vigtigt: 26 af sejlbådene blev så alvorligt beskadiget, at de mistede manøvreevnen, hvorefter de ombordværende måtte reddes i land.
Har spækhuggerne ondt i sinde?
Så alvorlig er situationen, at sejlskibe, der måler mindre end 15 meter, har fået forbud mod at bevæge sig ind i den hårdest ramte zone nær Kap Trafalgar i den sydspanske Cádiz-provins.
»Spækhuggerne kan med deres vægt og hurtighed få en sejlbåd til at kæntre eller ligefrem sænke den, og så står vi med en decideret tragedie,« siger Julio Berzosa, der leder søfartsmyndighederne i byen Algeciras.
En voksen spækhugger, der har en maksimumvægt på 3,8 ton for hunner og 5,5 ton for hanner, kunne så let som ingenting smadre selv en mellemstor sejlbåd.
Når det, trods de mange angreb, endnu ikke er sket, skyldes det formentlig, at hvalerne ikke for alvor har ondt i sinde, mener havbiologer.
De minder også om, at spækhuggere, trods deres ry som glubske »dræberhvaler«, hidtil aldrig er gået løs på mennesker.
Samt at de mange surfere, windsurfere, dykkere og andre badegæster i området, der ville udgøre langt lettere ofre, ikke er under angreb.
Men hvad er det så, hvalerne har gang i? Og hvorfor, ikke mindst, har de pludselig ændret adfærd?
Krig, leg eller læreproces?
Spækhuggere er ikke blot ekstremt intelligente og lærenemme dyr. De har også en forbavsende evne til at dele og tilegne sig nye erfaringer inden for en større gruppe.
Nogle eksperter gætter derfor på, at en flok på et tidspunkt har følt sig generet af en sejlbåd, og at de har løst situationen ved at ødelægge dens ror og dermed sætte den ud af spillet.
Et »trick« som andre flokke i bestanden ved Den Iberiske Halvø herefter har tillært sig.
Andre tror, at der kan være tale om en »leg«, som har bredt sig blandt hvalerne; at der simpelthen er gået sport i at kanøfle lystsejlere.
Begge dele virker besynderlige. Det samme gælder ved første øjekast havbiologen José Carlos García Gómez' teori, der ikke desto mindre p.t. er det bedste bud på en nogenlunde fornuftig forklaring:
Spækhuggerne bruger sejlbåde som et pædagogisk redskab, når unge eksemplarer skal oplæres i kunsten at fange deres foretrukne byttedyr – den også blandt mennesker højt værdsatte rødtun.
Tyvagtige unge på genopdragelse
Man skulle ellers tro, at de for længst havde opfundet en effektiv læreproces.
Den iberiske bestand af spækhuggere er gennem årtusinder valfartet til Gibraltarstrædet for at tage for sig af retterne, når tunfiskene i forårs- og sommermånederne vandrer ind i Middelhavet for at gyde og senere ud i Atlanten igen.
Men op gennem 1990erne og 2000erne skete der noget. Overfiskeri var tæt på at udrydde rødtunen, og for at overleve tillærte spækhuggerne sig en ny »fangstmetode«.
Når fiskerne i Gibraltarstrædet med langlineteknik hev de få tilbageværende eksemplarer op fra en havdybde, som hvalerne ikke kan gå ned på, stjal de simpelthen tunfiskene undervejs op til overfladen.
På den måde glemte yngre generationer traditionel jagtteknik. Nu, hvor et kvotesystem indført i 2008 ikke blot har reddet rødtungen, men også gjort den udbredt, skal de lære den igen.
Det er her, sejlbådene og – nærmere bestemt – deres ror kommer ind i billedet.
»Roret er en perfekt attrap«
»Sejlbådene bevæger sig tilstrækkeligt langsomt til, at spækhuggerne kan følge med, og deres store ror udgør en perfekt byttedyrsattrap,« siger José Carlos García Gómez, der er professor i havbiologi ved universitet i Sevilla, til netavisen eldiario.es.
»Samtidig sidder roret i sikker afstand fra propellen, så spækhuggerne ikke risikerer at komme til skade, når sejlbådene går for motor.«
Han minder om, at ror, der er lavet af blødere og mere bevægelige materialer som glasfiber, er helt rigtige til formålet.
Kølen, eksempelvis, er ofte af jern, som det er uklogt at bide i, og den går spækhuggerne langt udenom.
Endelig taler det til fordel for García Gómez' teori, at fiskekuttere og andre motordrevne fartøjer kun i ganske få tilfælde har haft ubehagelige oplevelser med hvalerne.
15 spækhuggere tampede løs i en time
Hvis det viser sig at være rigtigt, at angrebene ikke er aggressioner, men tjener et mere nobelt uddannelsesformål, gør det dog ikke risikoen mindre for sejlbådene.
Myndighederne anbefaler på baggrund af flere lystsejleres erfaringer at bjærge sejl og slukke for såvel motor som alt andet elektronisk udstyr end radioen, hvis en spækhuggerflok dukker op.
At det ikke altid hjælper at spille »død«, kan to sejlere, der torsdag i sidste uge kom under angreb ud for byen Barbate, imidlertid bevidne.
Selvom de fulgte sikkerhedsproceduren, fortsatte en flok på 15 spækhuggere i en times tid med at tampe løs på deres båd.
Heldigvis for sejlsportsentusiaster i området omkring Gibraltarstrædet vandrer hvalerne snart nordpå igen, men det flytter blot problemet.
De kommende måneder bliver det nordspanske og sydvestfranske sejleres tur til at risikere, at søndagscruiset ender med en omgang spækhugger-bøllebank.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
