Russerne kommer, advarer regeringen. De kommer ikke med soldater og kampvogne, men angriber Vesten med moderne påvirkningsoperationer og misinformation, der spreder falske nyheder, påvirker valg og graver kløfter blandt befolkningen.

Regeringen vil beskytte Danmark med 11 initiativer, der skal rulles ud frem mod næste folketingsvalg. Og blandt dem er et aktuelt lovforslag om, at danskere skal straffes med op til 12 års fængsel for samarbejde med fremmede efterretningstjenester om f.eks. at dele falske nyheder.