At trodse kulde, vind, laviner og vejr for at bestige Mount Everest er det ypperste, man som bjergbestiger kan opnå.
Alene i denne klatresæson fra marts til maj er mindst 12 klatrere gået bort – det højeste antal i otte år, skriver Reuters.
En af dem kunne have været en malaysisk klatrer, som i 8.400 meters højde måtte kaste håndklædet i ringen, og som sidenhen blev ekspederet ned fra bjerget i en sjælden og spektakulær redningsaktion.
En nepalesisk guide, sherpaen Gelje på 30 år, var ved at hjælpe en kineser til tops, men kineseren måtte indstille sit topforsøg.
Den malaysiske klatrer lå i isnende kulde i dødszonen på Mount Everest og klamrede sig til et reb. I det pågældende område kan temperaturen nå ned under 30 minusgrader. Samtidig er iltniveauet kun en tredjedel af, hvad det er ved havets overflade.
»Vi pakkede klatreren ind i et liggeunderlag, slæbte ham på sneen eller bar ham på skift på ryggen,« forklarer sherpaen Gelje til Reuters.
Den malaysiske klatrer blev over en periode på seks timer transporteret 600 meter ned til bjergets næste checkpoint, før endnu en guide bidrog til redningsaktionen.
»Det er næsten umuligt at redde klatrere i den højde,« forklarer en embedsmand for Nepals turistministerium til nyhedsbureauet Reuters.
Ikke desto mindre lykkedes det denne gang, hvilket betød, at bjergbestigeren fra Malaysia kom levende ned fra verdens højeste bjerg.
Emmas Everest
Berlingske har tidligere talt med Emma Østergaard, der 23. maj som den yngste danske kvinde nogensinde nåede toppen af Mount Everest.
På sin tur oplevede hun bjergets barskhed på egen hånd. Blandt andet i dødszonen, hvor hun passerede fire døde bjergbestigere på vejen mod toppen.
Et scenario, hun havde forsøgt at forberede sig på, men som i situationen alligevel var svært.
»Hver eneste forberedelse, vi har lavet de seneste tre år, har været for at sikre, at vi ikke bliver en del af statistikken over dem, der kommer galt afsted,« sagde Emma Østergaard.
Flere hundrede bjergbestigere er gennem tidens løb omkommet i Himalaya-kædens fyrtårn – på verdens højeste bjerg, Mount Everest.
Der er i den netop afsluttede klatresæson fra marts til maj blevet uddelt rekordhøje 478 licenser til, at bjergbestigere må forsøge at bestige bjerget, skriver Reuters.