Han kan ende med hård straf. Nu hejser juraeksperter advarselsflag i historisk sag

Den historiske sag om Claus Hjort Frederiksens mulige læk af statshemmeligheder nåede et skridt nærmere afklaring, da det torsdag kom frem, at Rigsadvokaten lægger op til at tiltale den daværende forsvarsminister. Juraeksperter peger nu på, at en eventuel ophævelse af Claus Hjort Frederiksens immunitet risikerer at ske på et ufuldstændigt grundlag.

Folketinget står overfor en historisk beslutning, når det inden længe skal vurdere, om Folketinget vil ophæve daværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksens (V) immunitet i den højst spektakulære sag om mulig læk af statshemmeligheder.

Hovedparten af folketingsmedlemmerne står dog ikke til at modtage en individuel orientering om indholdet i tiltalen, som Justitsministeriet tirsdag modtog fra Rigsadvokaten, og som torsdag blev offentlig.