Fra næste år kommer der nye regler for børnepenge, som vil betyde ændringer for mange familier.
Udbetaling Danmark sender i disse dage breve ud til 1,2 millioner forældre om ændringerne. De vil lande i ens digitale postkasse – for eksempel e-Boks.
Fremover bliver børnepengene delt mellem forældrene, hvis de har fælles forældremyndighed.
Delingen afhænger dog af, om forældrene bor sammen eller hver for sig.
»Hvis man har fælles forældremyndighed og bor sammen, vil man fra 1. januar få halvdelen af ydelsen hver. I dag bliver den kun udbetalt til den ene forælder,« siger Lise Schou Hansen, der er centerdirektør for Udbetaling Danmark.
Hvis man derimod bor hver for sig og har fælles forældremyndighed, vil pengene fortsat blive udbetalt til den forælder, der i forvejen modtager pengene.
De kan vælge at splitte ydelsen, men det kræver, at man er enige og oplyser om ændringen på borger.dk.
Dog vil forældre med fælles forældremyndighed, der er flyttet fra hinanden den 19. oktober 2021, eller går fra hinanden i fremtiden, modtage halvdelen hver, medmindre de aftaler andet, eller man kan dokumentere, at man mindst har barnet 9 ud af 14 dage.
»Det er 19. oktober, som er den væsentlige dato, for det er den dag, der afgør, om ydelsen automatisk skal deles mellem forældrene,« siger Lise Schou Hansen.
»Hvis man boede hver for sig før den dag, sker der ingen ændringer. Hvis forældrene flyttede fra hinanden 19. oktober eller efter, vil man automatisk få en halvdel hver,« siger hun.
Hvis man har den fulde forældremyndighed over sit barn, er der ingen ændringer som følge af de nye regler, og man vil som forælder fortsat modtage alle børnepengene.
De nye regler betyder også, at det fremover kun vil være den enkelte forældres indkomst, som afgør, om man skal modregnes i sin udbetaling af børnepenge.
I dag bliver modtageren af børnepengene – for eksempel moren – modregnet, hvis faren har en høj indkomst – i år over 818.300 kroner.
Baggrunden for ændringerne er en politisk aftale fra 2018, hvor alle partier i Folketinget blev enige om at dele børnepengene mellem forældre med fælles forældremyndighed.
Det var ud fra et ønske om at skabe mere ligestilling mellem forældrene.
Selve loven blev først stemt igennem i december 2020, da den blev udskudt på grund af folketingsvalget i 2019.
/ritzau/