Forsvarsministeriet bad om at få fjernet kritik fra rapport om Afghanistan: »Et forsøg på at føre den danske befolkning bag lyset«

Forsvarsministeriet har i kulissen fået lov at gennemlæse og kommentere en rapport fra Forsvarsakademiet om den danske indsats i Afghanistan. En lang række af de mest kritiske konklusioner er blevet slettet eller ændret i den færdige rapport, der blev præsenteret for offentligheden og Folketinget. Det er vildledning af læserne, siger forskere.

De sidste danske kamptropper forlod Afghanistan i 2014. Nu viser det sig, at Forsvarsministeriet har fået lov at kommentere en tilsyneladende uafhængig rapport om en del af den danske indsats. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Da de sidste danske kamptropper forlod Afghanistan i 2014, var tiden inde til at samle op på erfaringerne fra 13 års indsats i landet, besluttede Folketingets partier.

Opgaven med at samle erfaringerne blev fordelt mellem Forsvarsakademiet, Dansk Institut for Internationale Studier og et konsulentfirma ved navn Landell Mills, som hver skulle levere en rapport om en del af indsatsen. De tre rapporter blev præsenteret for Folketinget i 2016.

»Det er vigtigt, fordi vi skal lære af disse erfaringer. Både vedrørende de ting, som gik godt, og de ting, som vi kunne have gjort bedre og anderledes,« som daværende forsvarsminister Peter Christensen (V) forklarede.

Allerede dengang blev projektet kritiseret af militærforskere for at være for ukritisk og snævert fokuseret, uden at svare klart på, om krigsindsatsen, der kostede 43 danske soldater livet, var prisen værd.

Nu viser det sig oven i købet, at Forsvarsministeriet bag kulissen har påvirket fremstillingen af den danske indsats i den ene af rapporterne.

Berlingske kan nu dokumentere, at rapporten fra Forsvarsakademiet, som omhandler det civilt-militære samarbejde i Afghanistan, blev sendt til gennemsyn i Forsvarsministeriet, som opfordrede til at slette eller omskrive en lang række af rapportens mest kritiske konklusioner.

»Der er en tendens i ministeriets kommentarer til rapporten: Det er overvejende de kritiske passager, man beder om at få nuanceret eller pillet ud,« siger professor emeritus Heine Andersen fra Københavns Universitet, specialist i forskningsfrihed, som Berlingske har bedt om at gennemgå Berlingskes dokumentation.

»Det her er ikke OK, det må jeg sige. Den her rapport falder uden for kategorien forskning, men under alle omstændigheder er det vildledning af læserne, når man ikke deklarerer, at Forsvarsministeriet har haft indflydelse på, hvad der skal stå,« siger Heine Andersen.

Kritiske passager slettet: Vestlige tiltag »faciliterede korruption«

Berlingske har fået aktindsigt i et udkast til rapporten, hvori ministeriet har tilføjet 27 kommentarer. De handler med ganske få undtagelser om kritiske passager, som ministeriet ønsker ændret eller slettet. I 14 af tilfældene har Forsvarsakademiet imødekommet ministeriets forslag helt eller delvist, så passagerne er ændret i den færdige rapport.

I en passage om Forsvarsministeriets og Udenrigsministeriets fælles sekretariat, som skulle forberede politikken for den samtænkte indsats i Afghanistan, lød det oprindeligt i rapporten, »at der reelt sjældent blev drøftet strategi, planlægning eller udvikling af samtænkning i missionerne« i sekretariatet.

Ministeriet foreslår, at hele det pågældende afsnit »justeres, så der blot er en (kortere) faktuel beskrivelse af, at der foregik samtænkning på et strategisk niveau også, [...] men at dette ikke behandles i rapporten jf. opgavebeskrivelsen«.

Det forslag har Forsvarsakademiet fulgt, så afsnittet er fjernet fra den endelige rapport.

»Man har altså et sekretariat, hvor man ikke drøfter det, man skal drøfte. Det er med andre ord et af de væsentligste kritikpunkter, som ministeriet her foreslår at stryge,« siger Henning Jørgensen, selvstændig militærsociolog, som også har gennemgået udkastet for Berlingske.

Ministeriet har også foreslået at forkorte et afsnit, hvori det oprindeligt lød: »Erfaringen var, at vestlige mekanismer til at forebygge korruption, f.eks. hemmelige udbud, faktisk faciliterede korruption og vanskeliggjorde monitering«.

Afsnittet er forkortet i den endelige rapport, og det fremgår ikke længere, at de vestlige mekanismer »til at forebygge korruption« tværtimod kunne fremme korruption.

I en anden opsigtsvækkende passage konkluderer Forsvarsakademiet, »at man i missionsområdet ikke havde en klar ide om, hvordan den politiske intention om samtænkning skulle udmøntes. Aktiviteter, som i den politiske Helmandplan var samtænkte, blev i virkelighedens Afghanistan ofte gennemført uden sammenhæng. Både udsendte enheder og stabiliseringsrådgiverne har i interviews udtrykt, at de politiske planer ikke var tilstrækkelige«.

Den passage foreslår Forsvarsministeriet, at man fjerner helt fra rapporten. Forsvarsakademiet har beholdt passagen, men i en væsentligt opblødt version.

»Det er en meget afslørende passage. Politikerne og embedsmændene har ikke givet de danske officerer tilstrækkelige retningslinjer for deres arbejde. Det har Forsvarsministeriet ønsket at fjerne. Det er et forsøg på at føre den danske befolkning og måske også de danske politikere bag lyset,« siger militærsociolog Henning Jørgensen.

»Udelukkende forslag«

I en korrespondance mellem ministeriet og Forsvarsakademiet, som Berlingske også har fået indsigt i, understreger en fuldmægtig fra ministeriet, at kommentarerne »udelukkende skal ses som Forsvarsministeriets forslag og bemærkninger«, og at Forsvarsakademiet alene afgør rapportens indhold.

En del af rapportens kritiske passager står stadig tilbage i den færdige version, og flere af passagerne har Forsvarsministeriet ikke kommenteret. Således fremstår den civilt-militære indsats og de danske stabiliseringsprojekter i Afghanistan overordnet set heller ikke særligt vellykkede i den endelige rapport.

I den politiske aftale fra 2014 om erfaringsopsamlingen hedder det, at Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet – i samarbejde med Forsvarsakademiet – skulle lave erfaringsopsamlingen fra Afghanistan.

Det er efterfølgende blevet til, at Forsvarsakademiet, som er en selvstændig myndighed i Forsvaret, skulle lave rapporten. I rapporten står akademiet som den eneste afsender med Steen Bornholdt Andersen, oberstløjtnant ved Forsvarsakademiet, som hovedforfatter. En anden forfatter er Niels Klingenberg Vistisen, som til daglig er ansat som specialkonsulent i Forsvaret, men som på det tidspunkt var tilknyttet Forsvarsakademiet som projektforsker.

Ifølge både Forsvarsministeriets og Udenrigsministeriets præsentationer er rapporten kun lavet af Forsvarsakademiet.

De sidste danske kamptropper forlod Afghanistan i 2014. Spørgsmålet om at belyse den danske indsats i Afghanistan har været et omstridt emne, siden den forrige regering besluttede at nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Ikke accepteret på et universitet

Det er ikke nævnt med et ord, at rapporten har været sendt forbi Forsvarsministeriet for kommentarer.

»Det er et grundprincip i forskning, at det tydeligt fremgår med navns nævnelse, hvem der har bidraget til indholdet. Det står klart, at det ikke er overholdt her. På et universitet ville det blive betragtet som et normbrud, som ikke burde have fundet sted,« siger professor emeritus Heine Andersen.

På Københavns Universitet ville et tilsvarende forløb ikke blive accepteret, bekræfter Henrik Breitenbauch, leder af Center for Militære Studier ved Københavns Universitet.

»Det er selvfølgelig et problem, når en opdragsgiver forsøger at påvirke kritiske passager. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke kunne acceptere en model, hvor ministeriet havde krav på at få tilsendt udkast og komme med kommentarer. Armslængdeprincippet er en fuldstændig fast praksis hos os,« siger Henrik Breitenbauch.

På Forsvarsakademiet forklarer Jimmy Schjødt-Thomsen, chef for ledelsessekretariatet, at rapporten ikke udgør egentlig forskning, men at den ikke desto mindre lever op til akademiets principper for god forskning.

»Der er ikke tale om forskning, men om en rapport baseret på indhentede erfaringer. Dog har FAK i metodevalg og krav om evidens naturligvis fulgt FAKs almindelige principper for god forskning,« skriver Jimmy Schjødt-Thomsen i en e-mail til Berlingske. FAK er en intern forkortelse for Forsvarsakademiet.

Hvad angår principperne for god forskning, skriver Forsvarsakademiet på sin hjemmeside, at »der skal være tillid til validiteten af FAKs ydelser, og der må ikke kunne sås tvivl om resultaterne og/eller konklusionerne – derfor arbejdes der fuldkommen uafhængigt af interesser«.

Bliver stukket under stolen

Men Forsvarsakademiets forklaring holder ikke, vurderer Heine Andersen.

»Hvis Forsvarsakademiet selv påberåber sig almindelig forskningsskik, så vil jeg sige, at det ikke er korrekt. Almindelige principper for god forskning ville have tilsagt, at man som minimum skrev, at man har modtaget kommentarer fra personer i Forsvarsministeriet,« siger han.

»Uanset, om det er forskning eller ej, så skal det ud fra almindelig kildekritisk indstilling fremgå, hvem der er ophav. Det lærer vi vores studerende som en grundlæggende ting. Når den slags bliver stukket under stolen, bør man blive lidt mistænksom,« siger Heine Andersen.

Berlingske ville gerne have talt med rapportens hovedforfatter, Steen Bornholdt Andersen, om forløbet. Men han har ikke besvaret Berlingskes henvendelse.

Berlingske ville også gerne have talt med Forsvarsministeriet om sagen, men ministeriet har ikke ønsket, at de ansvarlige personer stiller op til interview. I stedet har en presserådgiver fra ministeriet sendt en skriftlig kommentar om, at Forsvarsministeriets kommentarer kun var forslag og bemærkninger, og »at Forsvarsakademiet alene afgør rapportens indhold«.

Berlingske har også spurgt, om ministeriet vurderer, at forløbet udgør en redelig måde at gennemføre en erfaringsopsamling fra Afghanistan på. Og hvorfor Forsvarsakademiet fremstår som den eneste afsender af rapporten. Det har ministeriet ikke svaret på.