Forstå de nye fejl i telesagen, som ifølge justitsministeren »rokker ved vores tillid til retssystemet«

Rigsadvokaten stopper brugen af teledata som bevismateriale i straffesager. Det sker, fordi Rigspolitiet har opdaget fejl med masteoplysninger, der skulle vise, hvor en person har været på et bestemt tidspunkt. Telesagen er med ét blevet endnu mere omfattende.

Telesagen er med justitsminister Nick Hækkerups ord så alvorlig, at den rokker ved borgernes tillid til retssystemet. Nu viser det sig, at Justitsministeriet kendte til problemer med telebeviser allerede i marts 2019. Mads Claus Rasmussen

En ny bombe sprænger i den forvejen eksplosive telesag, der handler om politiets brug af teleoplysninger som bevismateriale i straffesager.

Rigspolitiet har nu fundet nye fejl i teledata, der er brugt som bevis i straffesager. Fejlene er så alvorlige, at Rigsadvokaten helt stopper brugen af teledata som bevismateriale indtil 18. oktober 2019. I mellemtiden skal fejlenes årsager og konsekvenser undersøges.