Forsker: Skærm børnene mod corona selvom senfølger rammer få

1,8 procent af coronasmittede børn har senfølger i over to måneder, men tal kan være højere, vurderer forsker.

Et nyt studie viser, at langt de færreste børn får coronasenfølger i mere end to måneder, og at de er milde. Det bekræfter, at også børn og unge faktisk oplever senfølger, men selv om tallene kan opfattes som lave, bør børn stadig beskyttes mod smitte, mener professor. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selvom langt de færrest børn og unge får senfølger efter coronasmitte, skal de stadig beskyttes, ligesom man skal sørge for at få fulgt op på deres helbredstilstand.

Det mener Selina Kikkenborg Berg, professor i kardiologi med særlig fokus på klinisk sygepleje ved Rigshospitalet.

Hun er med til at undersøge senfølger hos danske børn i et stort studie.

»Det er trist, at der er to børn ud af 100 smittede, som er syge i mere end to måneder. Derfor skal man selvfølgelig begrænse smitten blandt børn. Det er slet ikke rart for et lille barn at være syg så længe.«

»Selvom tallene er små, skal vi tage alvorligt, at der tilsyneladende er børn, der er præget i lang tid,« lyder det.

Hun henviser til et nyt studie fra Kings College i London, som har undersøgt 1734 børn i alderen 5-17 år, som var blevet testet positive for coronavirus.

Studiet er fagfællebedømt og publiceret i det anerkendte tidsskrift The Lancet.

Det viser, at 1,8 procent af coronasmittede børn oplevede senfølger som hovedpine og træthed i mere end to måneder efter smitte. Symptomerne efter første måned var mestendels milde.

»Det bekræfter, at der er senfølger hos børn og unge. Det er dog i den lave ende antalsmæssigt, i forhold til hvad vi ser i andre studier,« siger Selina Kikkenborg Berg, der har læst studiet.

Hun forklarer, at Storbritannien overvåger symptomerne nationalt, og her er tallene to-tre gange højere.

Forskerne fra Kings College henviser selv til, at hvis man i deres studie angiver, at man ikke har haft symptomer i en uge, så har man ikke længere senfølger.

Men i den nationale overvågning skal man have været fri af symptomer i længere tid, før det siges at være ophørt.

Tallet kan derfor være underestimeret, fordi nogle oplever, at senfølgerne forsvinder og kommer tilbage. Men det er svært at vide med sikkerhed, lyder det.

Herhjemme har omkring 77.000 børn og unge op til 19 år været registreret smittede med corona.

Det vil betyde, at omkring 1200-1500 oplever senfølger i mere end to måneder.

»Det er da noget, synes jeg, og spørgsmålet er så, hvordan man griber dem, får fulgt op på dem, og hvilke tilbud man giver dem,« siger Selina Kikkenborg Berg.

Forskerholdet fra Rigshospitalet har inviteret omkring 300.000 børn, som både har været og ikke har været smittede, til at besvare et spørgeskema.

Indtil videre har over 10.000 svaret. Selina Kikkenborg Berg opfordrer både børn og forældre til at svare, så undersøgelsen kan blive så stor som muligt.

/ritzau/