Flygtninge bliver til indvandrere – i meget stort omfang

Mindst 170.700 indvandrere har flygtningebaggrund, viser rapport fra Danmarks Statistik. Ifølge DF og S er der god grund til at slå proppen ud af hjemsendelsessystemet én gang for alle.

Mindst 170.700 indvandrere har flygtningebaggrund, viser Danmarks Statistiks nye rapport »Indvandrere i Danmark 2018«. Arkivfoto fra Vollsmose i Odense. Kristian Brasen

Får man asyl i Danmark, bliver man som regel i Danmark.

Mindst 170.700 indvandrere har flygtningebaggrund, viser Danmarks Statistiks nye rapport »Indvandrere i Danmark 2018«. Tallet kan være højere, fordi Udlændingestyrelsens tilladelser i perioden 1997-2009 ikke giver mulighed for at skelne mellem familiesammenførte til flygtninge og til andre. I alt er her i dag 493.468 ikke-vestlige indvandrere eller efterkommere i Danmark.

Det mønster, som ligger bag tallet for indvandrere med flygtningebaggrund, følger mønstrene i andre vestlige lande, forklarer Marie Louise Schultz-Nielsen, seniorforsker ved Rockwool Fonden.

Danmarks Statistik opgør ikke antallet af flygtninge, som har forladt Danmark, men ifølge Rockwool Fondens seniorforsker er 83 pct. af de voksne flygtninge, som kom til Danmark i årene 1997-2002, og som fik asyl som opholdsgrundlag, fortsat i Danmark 15 år efter ankomsten.

»Flygtninge og deres familiesammenførte er blandt dem, som er allermest tilbøjelige til at blive, mens der er meget større mobilitet blandt studerende eller folk, som kommer til Danmark for at arbejde,« siger Marie Louise Schultz-Nielsen og uddyber:

»EU-borgere kan jo rejse ud og være sikre på at kunne komme ind igen. Det kan flygtninge absolut ikke. Og alternativet i oprindelseslandet er i mange tilfælde heller ikke særligt attraktivt – nogle gange risikerer man at blive slået ihjel.«

Løkke: Hjemsendelse er »det moralsk rigtige«

Tallet fra Danmarks Statistik skriver sig ind i en aktuel politisk diskussion om personer, som søger ly i Danmark.

Da Venstre i forrige uge holdt landsmøde i Herning, betonede partiets formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, at flygtninge ikke skal blive til indvandrere.

»Det er ikke nemt at bede familier rejse hjem, hvis de faktisk er faldet til. Hvis forældrene arbejder, og børnene taler dansk. Hvis de indgår positivt i vores fællesskab,« sagde Løkke og fortsatte:

»Men det er alligevel det moralsk rigtige. Vi skal ikke gøre flygtninge til indvandrere.«

Løkkes tale skrev sig samtidig ind i diskussionen om Dansk Folkepartis krav om et »paradigmeskift« i udlændingepolitikken, herunder DFs hovedkrav ved de igangværende forhandlinger om næste års finanslov, nemlig at flygtninge skal forlade Danmark, når der er fred i deres hjemland.

DFs udlændingeordfører bemærker først, at det lyder »for lavt«, at kun – mindst – 170.700 indvandrere har flygtningebaggrund.

»Ikke desto mindre bekræfter det, at rigtigt mange flygtninge bliver til indvandrere. Vi sidder lige nu og drøfter ved finanslovforhandlingerne, hvordan vi kan sikre, at folk rejser hjem,« siger Martin Henriksen.

Han medgiver, at politikere på Christiansborg i årtier har talt om netop dét.

»Det har været min oplevelse, at det bare er noget, som partierne har sagt. Men når de kom til forhandlingsbordet, har mange haft travlt med at problematisere de ting, der kunne gøre en forskel. Vi forsøger at gøre vores til, at det nu bliver anderledes,« siger DF-ordføreren.

Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører Mattias Tesfaye siger:

»Asyl er blevet til indvandring, og det har aldrig været intentionen. Derfor synes jeg, det er en helt rimelig diskussion, hvordan vi sikrer, at asyl er noget, som vi giver til folk, mens de har brug for beskyttelse.«