De seneste uger er flere og flere teenagere blevet vaccineret imod covid-19.
Det fortæller Sundhedsstyrelsen i en ny rapport, der giver status på forskellige dele af coronaepidemien.
Af rapporten fremgår det, at to ud af tre af de 12-årige nu har startet et forløb med coronavaccination. Det vil sige, at de enten har fået et eller to stik.
Til sammenligning var det i starten af oktober kun lidt over halvdelen af de 12-årige, der havde indledt et vaccinationsforløb.
Også flere af de lidt ældre teenagere er begyndt at blive vaccineret. Blandt de 14-årige er otte ud af ti nu i gang med deres vaccinationsforløb.
»Vaccinerne er vores bedste værktøj til at dæmme op for den udbredte smitte blandt børnene,« siger Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.
»Jeg er derfor meget glad for at se, at der blandt de store børn og teenagere er stadigt flere, der tager imod tilbuddet,« siger hun i en pressemeddelelse.
Siden juni har de 12-15-årige været inviteret til at få coronavaccination.
Selvom flere af de 12-årige er blevet vaccineret den seneste tid, er det også i den aldersgruppe, at der stadig er flest, der endnu ikke har indledt et vaccinationsforløb.
I Sundhedsstyrelsen opfordres de unge teenagere til at tage imod tilbuddet om at blive vaccineret - også fordi det snart er jul, hvor familier traditionelt mødes på kryds og tværs.
»Er børnene vaccineret, kan vi forebygge, at smitte spreder sig til andre familiemedlemmer, som kan få et sværere sygdomsforløb på grund af høj alder eller anden sygdom.«
»Det er derfor et godt tidspunkt at tage imod tilbuddet til ens barn, hvis man ikke allerede har gjort det,« siger Helene Probst.
Der er flere muligheder for at blive vaccineret. Det er muligt rundt om i vaccinationscentrene, hos en række praktiserende læger og på visse apoteker.
På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan man finde det nærmeste sted, der tilbyder vaccination.
/ritzau/



