Fængslingen af FE-chef Lars Findsen er en enestående skandale – men hvor alvorlig er skaden for de danske efterretningstjenester?

Københavns Byret forlængede mandag varetægtsfængslingen af FE-chef Lars Findsen, som er mistænkt for at lække statshemmeligheder og risikerer fængsel på op til 12 års fængsel. Selv bedyrer FE-chefen sin uskyld. Ifølge eksperter har FE-skandalen, som begyndte for halvandet år siden, skadet forholdet til udenlandske efterretningstjenester: »Det er ikke en teori. Det er de faktiske forhold i jernindustrien«.

Vidtgående efterforskningsredskaber er taget i brug mod FE-chef Lars Findsen. Arkivfoto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix Mads Joakim Rimer Rasmussen

Det virker som et aldeles utænkeligt scenario:

At en mand, som gennem 20 år har stået i spidsen for Rigets sikkerhed og bevogtet dets inderste hemmeligheder, skulle have lækket fortrolige oplysninger af en karakter, som potentielt er til skade for Danmarks samarbejde med udenlandske efterretningstjenester.