Regeringen skal kaste muligt lys over det forhold, at den øverste chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, lige nu er varetægtsfængslet og mistænkt for at have lækket hemmeligheder.
Ønsket lyder fra Enhedslisten og DF – begge partier efterlyser en redegørelse til Folketinget.
»Enhedslisten vil have, at Folketinget bliver orienteret om sagskomplekset, der både handler om, at FE-chefen er varetægtsfængslet – åbenbart anklaget for landsforræderi – men også at PET- og FE-cheferne har været rundt på tur hos chefredaktører,« siger retsordfører Rosa Lund:
»Der er ingen tvivl om, at når der handler om efterretningstjenesterne, er der selvfølgelig ting, som skal være hemmelige, men jeg mener faktisk, at Folketinget har krav at vide, hvad der foregået, og hvad regeringen har tænkt sig nu.«
DFs retsordfører Peter Skaarup siger:
»Det er meget overraskende nyt, og vi ser med stor alvor på den her sag. Vi må afvente og se, hvad der er op og ned i sagen, og det er oplagt, at Folketinget får en redegørelse.«
Blev anholdt i lufthavnen
Sagen er uden fortilfælde i Danmark. Den er mildt sagt også følsom.
8. december blev Lars Findsen anholdt, da han landede i Københavns Lufthavn. Findsen, som tidligere har været chef for Politiets Efterretningstjeneste og departementschef i Forsvarsministeriet, er sigtet og mistænkt for angiveligt at have lækket »højt klassificerede oplysninger fra efterretningstjenesterne« til pressen.
Dagen efter blev Lars Findsen varetægtsfængslet i et grundlovsforhør for dobbelt lukkede døre, hvor retten også afsagde kendelse om navneforbud i sagen, viser retsdokumenter fra Københavns Byret.
Men ved et retsmøde mandag formiddag – der egentlig handlede om forlængelse af varetægtsfængslingen af Lars Findsen – blev forbuddet mod at nævne FE-chefens navn i forbindelse med sagen ophævet efter begæring fra hans advokat.
Rosa Lund, regner du med, at Folketinget kan få oplyst sagens følsomme omstændigheder?
»En fortrolig redegørelse til Folketinget er nok det bedste, vi kan håbe på, men vi har også den opgave at holde kontrol med, at efterretningstjenesterne opfører sig ordentligt. Derfor mener jeg, at kravet er rimeligt,« siger EL-ordføreren.
Ønsket om en redegørelse er »ikke aktuelt på nuværende tidspunkt« for Venstre, forklarer partiets forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt.
»Når en eventuel retssag er afsluttet, må vi se på, om der er behov for at stille yderligere spørgsmål,« siger Lars Christian Lilleholt.
Også Radikale Venstres forsvarsordfører, Martin Lidegaard, siger, at partiet ønske at afvente. Han kalder det en »dybt beskæmmende og dybt ulykkelig situation«, men vil i første omgang forsøge at få sagen belyst mere i Folketingets fortrolige fora.
Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra forsvarsminister Trine Bramsen (S) samt justitsminister Nick Hækkerup (S). Dette har ikke været muligt.