Skrevet på baggrund af exitpolls fra DR og TV2 kl. 20.
Dum. Dum. Dum.
Ved Enhedslistens valgfest i Vega fulgte den dybe bas i Vega nedtællingen til DRs første exitpoll kl. 20.
Partiet står til – ifølge den exitpoll – at få 8,8 pct. af stemmerne. Samtidig står partiet på den yderste venstrefløj ifølge TV2s første exitpoll til at få 8,1 pct. af stemmerne. Ifølge begge exitpolls betyder det, at Enhedslisten står til 15 mandater – et mandat mere end i dag.
»Hvis vi får 8,1, er det vores bedste folketingsvalg nogensinde,« siger Enhedslistens veteran Søren Søndergaard:
»Men det vigtige er, at det kommer oven på to gigantiske folketingsvalg, hvor vi er blevet mere end firdoblet. Men lad os nu vente os se – aftenen er endnu ung.«
Ved valgene i 2011 og 2015 fik Enhedslisten henholdsvis 6,7 og 7,8 pct. af stemmerne.
I Store Vega brød de mange mennesker ud i jubel, da DRs exitpoll tonede frem på storskærmen kl. 20. Men jublen var faktisk endnu større, da samme exitpoll viste, at Dansk Folkeparti står til at blive halveret.
Pelle Dragsted, som i mange år været strateg for Enhedslisten, stopper som folketingsmedlem efter valget. Han hæftede sig tirsdag ved, at det, som han kalder »den egentlige venstrefløj« - Enhedslisten, SF og Alternativet - ser ud til at få det bedste valg i årtier.
To af forklaringerne på den udvikling er ifølge Dragsted, at klima-orden er blevet en folkesag. Og at han mener at kunne aflæse en særlig understrøm - en slags lede - i befolkningen.
»Jeg oplever, folk føler, at der har været en forkælelse af folk i toppen af samfundet. Og taknemmeligheden blandt de folk i toppen har været ikke-tilstedeværende,« siger Pelle Dragsted og nævner salget af DONG og hvidvask-skandalen i Danske Bank som eksempler på forløb, der har udløst de frustrationer.
Med andre ord er selvtilliden altså i orden hos Enhedslisten.
Spørgsmålet er, om partiet kan omsætte medvinden til politisk indflydelse.
Enhedslisten har før oplevet drømme om knaldrød politik gå i stykker. Særlig ondt gjorde det på partiet, da SRSF-regeringenen i juni 2012 indgik en skatteaftale med de borgerlige partier efter at have forhandlet med Enhedslisten i ugevis.
»Vi forventer bestemt, at det bliver anderledes denne gang. Men det er klart, at der bliver en armlægning - både mellem os og socialdemokraterne, men også mellem os og de radikale på det økonomiske område, fordi vi trækker i hver sin retning,« siger Dragsted.
I april 2019 fastslog Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper, at hvis S-formand Mette Frederiksen bøjer sig for de Radikales krav til den økonomiske politik, bliver det uden Enhedslisten. I stedet vil partiet bruge sine mandater til at bekæmpe en ny regering.
»Derfor vil jeg gerne sige det så klart, at det er umuligt at misforstå: Skal der være en ny regering med vores mandater i ryggen, skal det være en regering, der sætter en ny retning, hvor man gør op med en asocial økonomisk politik, der øger uligheden og skærer i velfærden. Det er ufravigeligt,« sagde Pernille Skipper.