Da Arbejdstilsynet i juni kom på besøg hos Udlændingekontrolafdelingen på politistationen i Padborg, var der noget i luften. En sødlig og krydret lugt hang i rummet for beslaglagt gods – det såkaldte kostrum – med en række blå skraldespande med lufttæt låg.
»Det blev oplyst af ansatte og ledelsen, at det var lugten af hash, Arbejdstilsynet kunne lugte,« fremgår det af den efterfølgende rapport, som Berlingske har fået aktindsigt i.
Inden tilsynet havde forladt stationen i Padborg, var det slået fast, at rummet – foruden adskillige 200 liters spande med hash og skunk – også indeholdt beslaglagt amfetamin, kokain og metamfetamin og dagligt blev benyttet af tre medarbejdere.
»De (ansatte, red.) kunne godt lugte, at der lugtede af hash, når de var inde i rummet,« skriver Arbejdstilsynet.
»Det er Arbejdstilsynets vurdering, at ansatte i UKA (Udlændingekontrolafdelingen, red.) blev udsat for unødig påvirkning fra de (...) opbevarede euforiserende stoffer, som politiet har inddraget ved anholdelser,« fremgår det i rapporten, som samtidig giver afdelingen en såkaldt »afgørelse uden handlepligt«.
Det betyder i praksis, at arbejdspladsen allerede har rettet op på de kritisable forhold – samtidig bemærker tilsynet dog, at »det ændrer ikke på, at vi (arbejdstilsynet, red.) på besøget konstaterede, at I overtrådte arbejdsmiljøreglerne«.
Kritikken falder to år efter, at Danmark første gang indførte en midlertidig grænsekontrol i 2016 – men den er langt fra enestående.
Afgørelsen er blandt de seneste i en række påbud og afgørelser, som tilsynet har foretaget af Udlændingekontrolafdelingen, der varetager grænsekontrollen mellem Danmark og Tyskland. Blandt de kritisable forhold finder man også et hvileområde, som samtidig gør det ud for kontor og afhøringslokale, og en arbejdsdag, der tilbringes i våde termodragter og udstødningsgasser.
Syd- og Sønderjyllands Politi har siden gjort tilsynet opmærksom på, at ansatte fremadrettet er instrueret i et at lukke døren og benytte masker ved arbejde i rummet.
Derudover vil der i fremtiden blive etableret mekanisk udsugning i et opbevaringsrum til konfiskeret narko i forbindelse med en større ombygning og udvidelse af stationen.
Skriftlige kommentarer fra Syd- og Sønderjyllands Politi til kritikpunkterne omkring grænsekontrollens arbejdsmiljø er tilføjet den oprindelige artikel.